Rekordår i TDC Mobil Center
En omsætning på 250 mio. kr. og over 100.000 solgte mobiltelefoner oversteg i høj grad forventningerne til 2003. Årsagen til succesen er en øget fokus på erhvervskunderne, mener kædedirektør Connie Duedahl.
– Vi slog alle rekorder sidste år, fortæller kædedirektør Connie Duedahl fra TDC Mobil Center på baggrund af årsregnskabet for 2003.
Butikkerne i den landsdækkende mobilkæde solgte mere end 100.000 mobiltelefoner mod et mål på 80.000 telefoner og mere end 80.000 mobilabonnementer mod et mål på 60.000 abonnementer. Samtidig er årets omsætning på 250 mio. kr. den største nogensinde og dermed en markant stigning i forhold til 2002, hvor den var på 220 mio.
Årsagen til væksten skal findes i et målrettet fokus på erhvervskunder i kædens butikker, som tidligere henvendte sig både til privatkunder og erhvervskunder. Men også, at kæden er der, hvor kunderne er – lokalt i erhvervslivets nærhed
– I årets løb har vi opprioriteret vores indsats i forhold til både at skaffe nye erhvervskunder samtidig med at vi har fastholdt de eksisterende. Det er sket gennem en strategisk satsning væk fra salg af enkelte produkter og over mod salg af mere langsigtede teleløsninger til kunderne, siger Connie Duedahl. For eksempel har vi koncentreret os mindre om at sælge enkelte mobiltelefoner og mere om at tilbyde virksomhederne komplette kommunikationsløsninger, hvor vi både står for mobiltelefoner, PDA’ere, bredbåndinstallation, abonnement og løbende service. Det har givet stor gevinst for os, fordi det giver store fordele ude i virksomhederne, siger kædedirektøren.