Sådan får briterne MMS på iPhone
I Storbritannien har to udviklere, uafhængige af Apple og den britiske teleoperatør O2, udviklet et program, som gør det muligt for O2s iPhone-kunder at sende og modtage MMS på deres iPhone, selvom Apple ikke har indbygget funktionen.
Programmet er gratis at downloade, men for at kunne sende MMS-beskeder er man nødt til at fylde kreditter i programmet, hvilket kan gøres med et kreditkort. Prisen for 10 kreditter (og dermed for 10 MMS-beskeder) er på lige over 30 danske kroner, hvilket er noget lavere end normale takster.
Udnytter O2-tjeneste
For at få programmet til at virke udnytter udviklerne Ed og Ross en webbrugerflade hos O2. Teleoperatøren O2 sender, præcis som Telia, nemlig en tekstbesked, hvis du får en MMS-besked, som du ikke kan modtage på telefonen. I denne tekstbesked findes en kode, der gør, at du kan hente meddelelsen på en computer.
Når man efterfølgende vil sende en meddelelse, kan man vælge, om man vil sende et billede, der allerede ligger på telefonen, eller om man vil tage et nyt.
For at kunne bruge programmet skal man have et telefonnummer hos britiske O2, eftersom programmet er udviklet til netop O2, men udviklerne bag programmet fortæller på sin hjemmeside om muligheden for lignende programmer i andre lande.
Herhjemme i Danmark har Telia givet udtryk for at have et MMS-program under udvikling, men danske iPhone-brugere kan allerede bruge programmet SwirlyMMS. Du kan læse meget mere om SwirlyMMS her!