Samsung bekræfter: Ingen ny Note-telefon i år
Samsung har netop bekræftet, at der bliver afholdt et Unpacked-event 11. august, hvor vi formentlig får selskabets nye foldbare telefoner at se. Sidder man og håber på en Note-model,
så må man se langt i vejviseren efter den. Samsung har nemlig endnu engang bekæftet, at der ikke kommer en Galaxy Note-model i år.
Direktør for Samsung Electronics og chef for Mobile Communications Business, Dr. TM Roh, oplyser i et blogindlæg:
– Vi er ude på at sætte nye standarder og åbne op for en helt ny verden af spændende oplevelser for endnu flere mennesker. Jeg håber, at I vil være med, når vi præsenterer vores næste Galaxy Z-familie og deler nogle foldbare overraskelser – herunder den første S Pen nogensinde, der er designet specielt til foldbare telefoner.
– I stedet for at præsentere en ny Galaxy Note denne gang vil vi udvide de elskede Note-funktioner til flere Samsung Galaxy-enheder. I mellemtiden kan du sætte kryds i kalenderen og lytte til vores Unpacked-event den 11. august for at se, hvad der sker.
Det skal siges, at Samsung tilbage i marts luftede tankerne om, at det kunne være vanskeligt at lancere en Note-mobil i år på grund af den globale mangel på chips. Inden Samsung-direktørens seneste udtalelse om årets Note-model florerede en del rygter om, at Samsung helt ville droppe Note-serien. Rygterne blev underbygget af, at Samsung endelig valgte at give Galaxy S-serien understøttelse af S Pen – noget der tidligere var eksklusivt for Note-serien, når det gjaldt smartphones.
Se også: Samsung Galaxy Buds2 og Watch4 lækket via Galaxy Wearable