Samsung på vej med endnu en 7-tommer tablet
Den originale Samsung Galaxy Tab var en 7-tommer tablet med Gingerbread forudinstalleret – denne udgave af Android var ikke optimeret til tablets, og med en række af de efterfølgende produkter gjorde Samsung op for sine tidligere fejl. Nu kommer noget, der ligner efterfølgeren til den gamle Galaxy Tab, og styresystemet bliver det tablet-optimerede Android 3.2 (Honeycomb).
Under navnet Galaxy Tab 7.0 Plus gemmer sig en mellemstor tablet med en dual-core 1,2 GHz processor, 1 GB arbejdshukommelse, 3 megapixel kamera og enten 16 eller 32 GB hukommelse. Det hele kommer i en indpakning, der vejer under 350 gram og er godt 10 millimeter tyk.
Skærmen har samme opløsning som forgængeren – nemlig 1024 x 600 pixels. Modellen kan desuden tilgå mobile HSPA-netværk, og understøtter naturligvis også WiFi.
Prisen kendes endnu ikke, men den kommer i butikkerne omkring november i to farver – hvid og grå.