Samsungs Galaxy Home Bixby-højtaler kom heller ikke denne gang
Det er mere end et år siden, Samsung præsenterede os for Galaxy Home, en Bixby-styret højtaler, men det blev heller ikke i tredje kvartal af 2019, at den kom på hylderne. Det kvartal sluttede nemlig 30. september. Håbet var ellers, at det endelig var nu, det skulle ske.
Lancering af Galaxy Home udskudt flere gange
Tilbage i april meddelte chef for Samsungs forbrugerelektronik, Hyun-suk Kim, at højtalere skulle komme i midten af andet halvår af 2019. Altså nu, hvilket også andre Samsung-chefer tolkede ud fra Hyun-suk Kims udmelding.
Dette er dog ikke den eneste lanceringsdato, Galaxy Home har haft. Den blev først præsenteret i august 2018, men er altså ikke kommet videre end det. I februar fortalte Samsung, at den skulle komme i april. Det skete ikke, og næste lanceringstidspunkt blev angivet til første halvdel af 2019. Men nej.
Se også: Find priser på smarte højtalere
Home Mini kom til i mellemtiden
Det hele blev endnu mere kompliceret, da Samsung i det stille i august annoncerede en anden Galaxy Home-højtaler, nemlig Galaxy Home Mini. På det tidspunkt kunne sydkoreanere med en Galaxy-mobil skrive sig op som betatestere af den nye smarte højtaler. Samsung nævnte dog ikke noget om den originale model i den forbindelse.
De har heller ikke ønsket at udtale sig om status for Galaxy Home. Det seneste, vi har hørt, er fra august, hvor højtaleren ikke var med ved lanceringseventet for Galaxy Note 10. Her hed det sig, at Samsung stadig var i gang med at finjustere og forbedre højtaleren, og at de glædede sig til snart at kunne sende den ud til alle Galaxy-fans.
Se også: Nyheder om smart speaker