Skuffende salgstal for Nokia 5310 Comes With Music

De engelske kunder forstår ikke konceptet med Comes With Music, hvilket giver skuffende salgstal for Nokia 5310 Comes With Music. Og det er Nokias egen skyld, fastslår analytiker.

Skuffende salgstal for Nokia 5310 Comes With Music

Da Nokia i efteråret 2008 lancerede deres 5310 Comes With Music telefon i England, var det med store forventninger til salget. Comes With Music markerede Nokias første store eventyr på markedet for mobilservices – en service, der gør det muligt for kunderne at downloade ubegrænsede mængder af gratis musik fra de fire største pladeselskaber, samt en lang række mindre, uafhængige selskaber. Musikken kan downloades uden copyright-beskyttelse, så den kan beholdes selv efter, man eventuelt opsiger sit abonnement.

På trods af den stort opslåede lancering er telefonen imidlertid ikke slået igennem på det britiske marked, og prisen på telefonen er, som en følge deraf, beskåret med mere end en tredjedel, hos en af de store engelske udbydere, Carphone Warehouse. Det skriver Timesonline.

Ifølge de foreløbige analyser flopper telefonen, fordi Nokia ikke har formået at forklare deres kunder, hvordan konceptet med den gratis musik fungerer.

Ikke blot Nokia, men også en musikbranche, der har været plaget af faldende CD-salg, havde ellers håbet, at koncepter som Comes With Music kunne få forbrugerne til i stigende grad at hente deres musik lovligt.

På trods af den dårlige start satser Nokia dog stadig på succes for Comes With Music, og ifølge analysefirmaet CCS Insight er det da også fortsat en mulighed. Det vil imidlertid, ifølge analysen, kræve en massiv marketingsindsats fra Nokias side at få kunderne til at forstå produktet i dets helhed og dermed få gang i salget.