Slut med at tælle baner – Garmin klar med svømmeur
Garmin har i dag løftet sløret for deres nyeste gadget. Garmin Swim hedder producentens første sportsur, som er udviklet og designet til svømmere. Swim registrerer svømmedisciplin, antal svømmetag, distance, tempo, længder og meget mere. Med uret på armen kan svømmerne tracke træningspas og øvelser i realtid.
”Nu er det slut med at ligge og tælle baner. Du kan roligt stole på, at Garmin Swim holder styr på optællingen for dig. Og ikke nok med det. Garmin Swim registrerer distance, tempo, antal svømmetag og svømmedisciplin og beregner svømme-effektiviteten for at hjælpe dig til at forbedre dine tider og din teknik,” siger Andrew Silver, som er produktchef for Fitness i Garmin i en pressemeddelelse.
Læs også: Garmin 910XT test: Genialt GPS-ur til den ambitiøse motionist
Garmin Swim registrerer automatisk hvilken svømmedisciplin du benytter og tracker dine banelængder, svømmetag, distance, tempo og meget mere. Med et par tryk på knapperne kan du også logge øvelser eller starte timede træningssæt, uden du konstant skal holde øje med haluret.
For at komme i gang skal du blot fortælle uret, hvor langt træningsbassinet er og derefter begynde din svømmetræning. Garmin Swim har en batteritid på op til 1 år og udskiftning af batteriet kan du nemt selv klare.
Se Garmin Swim i aktion herunder:
Garmin Swim kan i modsætning til nogle af de helt store løbeure også bruges som hverdagsur. For at hjælpe dig med at holde motivationen høj viser Garmin Swim hele tiden din ugentlige akkumulerede svømmedistance lige under klokkeslettet.
Ved afslutningen af et træningspas kan man via den medfølgende usb-pin overføre og uploade sine svømmedata til Garmin Connect, som er Garmins gratis online-værktøj til træningsanalyse.
Prisen for det nye Garmin Swim svømmeur er 1.399 kroner og uret er at finde i handlen nu.