Sony Ericsson står i stampe
I sidste uge så vi kvartalsregnskaber fra både LG og Nokia, der viste, at begge producenter havde haft en pæn start på året. Specielt LG fremviste et virkelig flot resultat for første kvartal. Og nu er turen til at fremvise resultater så kommet til Sony Ericsson, der ikke helt kan vise samme flotte tal.
Ifølge de nye tal har Sony Ericsson solgt 22,3 millioner enheder i løbet af årets første tre måneder. Det er godt nok en fremgang på 2 procent i forhold til samme periode sidste år, men set i forhold til markedets generelle vækst er det en tilbagegang. Da LG i samme periode solgte 24,4 millioner enheder, betyder det også, at Sony Ericsson igen er rykket ned på femtepladsen over de mest sælgende mobilproducenter i verden. Desuden er Sony Ericssons overskud faldet med 47 procent i forhold til samme periode sidste år, selvom salget altså er steget en smule.