Sony Ericsson starter rigtig App-store til efteråret

Playnow Arena har hidtil været Sony Ericssons bud på en tjeneste til download af musik, ringesignaler og spil. Nu skal butikken udvides, og fra efteråret kommer Playnow Arena derfor også til at indeholde en række andre programtyper og applikationer.

Sony Ericsson starter rigtig App-store til efteråret

Den 28. maj startede Sony Ericsson udvidelsen af Playnow Arena, da man begyndte at tilbyde film via tjenesten. Med nye mobilmodeller som W995 kunne brugerne herefter downloade spillefilm til deres mobiler via tjenesten.

Selve funktionen Playnow findes som et ikon i telefonernes hovedmenu. I de 13 lande, hvor Playnow Arena i dag er tilgængeligt (heriblandt Danmark), kan man altså allerede i dag købe musik og spil direkte fra telefonens hovedmenu, og det er da også i disse 13 lande Sony Ericsson først slipper deres nye butik løs.

Playnow Arena understøtter i øjeblikket 38 mobilmodeller, og det er i de samme 38 modeller, den nye butik bliver tilgængelig til efteråret. Betaling for de programmer, man erhverver sig via mobilen, kan så enten foregå via telefonregningen, gennem sms, eller via kreditkort.

Allerede fra den 1. juli kan programudviklerne i øvrigt begynde at uploade programmer til den nye butik, så der skulle være nok at boltre sig med når dørene åbner til efteråret.

Nyheden om den nye Sony Ericsson app-store blev præsenteret på Java One konferencen i San Francisco – en konference for javaprogrammører – og butikken er altså ikke begrænset til Sony Ericssons kommende Symbian- og Android smartphones.