Sony på vej med ny tablet
Billeder fra en intern præsentation hos Sony i Tyskland er blevet lækket på nettet. Præsentationen handler om en ny tablet fra Sony. Navnet skal angiveligt være Xperia Tablet, og den kommer umiddelbart til at være en efterfølger til Tablet S.
Billederne viser et design, der minder meget om Tablet S, men med en tykkelse på 8,8 millimeter skulle den være 42 procent tyndere. Xperia Tablet skal angiveligt være lavet i aluminium.
Styresystemet oplyses til at være "Android 4.0 eller senere", så her er der ingen umiddelbare overraskelser. Processoren er en quad-core Nvidia Tegra 3, og skærmen er 9,4-tommer stor med en opløsning på 1280 x 800 pixels.
Øvrige specifikationer lyder på 3G, Wi-Fi, et 8-megapixel kamera og frontkamera til video samt et batteri med en kapacitet på 6000 mAh.
Xperia Tablet skal angiveligt komme i tre varianter med 16, 32 eller 64 GB hukommelse. De umiddelbare priser lyder på henholdsvis 2.700, 3.300 og 3.900 kroner.