Stigende antal falske apps i omløb
En ny rapport viser at antallet af falske programmer til smartphones er stigende, og at man skal passe på, når man henter programmer til mobilen. De falske programmer udgiver sig ofte for at være et troværdigt program, og derfor kan mange brugere blive ofre uden at vide det.
Rapporten stammer fra sikkerhedstjenesten Get Safe Online, der repræsenterer et samarbejde mellem britisk politi, regering og sikkerhedsbranchen. Hos Get Safe Online udtaler man:
– "Denne type malware er i stand til at sende en lindstrøm af beskeder til dyre sms-numre – i nogle tilfælde hvert minut. Med takster op mod seks pund kan det blive en ekstrem god forretning (for hackerne, red.). Smartphoneejerne ved ikke, at dette finder sted, selvom det måske sker, mens de selv bruger telefonen, da det foregår inde i telefonens infrastruktur, og der kan gå uger inden, det opdages."
Rådet er derfor, at sikre dig, at programmerne er ægte inden du henter dem fra eksempelvis App Store eller Android Market. Man kan ofte læse anmeldelserne af programmet eller tjekke om internetadressen er korrekt, inden man beslutter sig for at hente programmet.