Stor opdatering klar til Nokia 5800
Nokias nye touch-mobil 5800 kom på markedet for blot få måneder siden, men alligevel er der allerede udkommet flere opdateringer til den. Og det ser ikke ud til, at Nokia har tænkt sig at slække på arbejdet med at gøre modellens styresystem endnu bedre, da en ny større opdatering netop er blevet udgivet.
Den nye opdatering skulle blandt andet gøre det hurtigere at hente data fra internettet, ligesom e-mail-oplevelsen også skulle være blevet forbedret. Samtidig har Nokia gjort søgning på indhold på mobilen bedre, mens hele brugerfladen i modellen nu også er blevet hurtigere. Endelig skulle der nu også være en indbygget ordbog med understøttelse af 38 sprog.
Den nye opdatering skulle kunne hentes enten via Nokia Software Updater eller direkte i mobilen, hvorved dataomkostninger muligvis vil blive pålagt fra din teleoperatør. Og husk nu at tage backup først, da opdateringer en gang imellem kan gå galt.