Store mobilproducenter hiver Apple for domstolen
Microsoft har indgivet begæring om, at Apples varemærker ”App Store” og ”Appstore” kendes for ugyldige ved EUs varemærkekontrol. De får opbakning af HTC, Nokia og Sony Ericsson
"Microsoft og andre førende teknologivirksomheder forsøger at få annulleret Apples varemærkeregistrering af App Store og AppStore, fordi vi mener, at de ikke burde være blevet givet i første omgang, da de begge mangler det fornødne særpræg," lyder meldingen fra en talsmand i Microsoft ifølge AppleInsider.
Apple afleverede ansøgningen om varemærket "App Store" i juli 2008 forud for lanceringen af iPhone App Store. Som det hed i ansøgningen, så skulle varemærket dække over de tjenesteydelser som man i en onlinebutik kan tilbyde, når det handler om at tilbyde software til computere og mobile enheder, ligesom man også tilbyder vedligeholdelse og opdateringer af den downloadede software.
Tilbage i januar anfægtede Microsoft denne ansøgning med påstanden om, at betegnelsen ikke skulle være mulig at registrere som varemærke.
Apple svarede igen med en kommentar omkring Microsofts eget patent på navnet Windows, som de på samme måde har det svært med at acceptere som et dækkende varemærke.
Senest har Amazon meldt sig ind i kampen om betegnelsen App Store, og de står nu sammen med Microsoft i de sagsanlæg, som fyger frem og tilbage mellem parterne.
Som et sidste krydderi, har begge parter hyret en gruppe lingvister, der kan være med til at skaffe argumenter for og imod brugen af ”App Store” og ”Appstore” det ene og andet sted.
Kilde: AppleInsider