TAXA 4×35: Click A Taxis anklager helt ude af proportioner

Taxiselskabet 4x35 står uforstående over for Click A Taxis anklager om, at selskabet skulle have brudt markedsføringsloven og kalder anklagerne helt ude af proportioner.

TAXA 4×35: Click A Taxis anklager helt ude af proportioner

For nylig indstillede TAXA 4×35 og Click A Taxi deres fælles samarbejde. Det betød, at formidlingen af kontakt mellem kunder og TAXA 4×35 blev ændret.

Derfor valgte TAXA 4×35 fredag eftermiddag at udsende en SMS til deres kunder om, at de nu ikke længere kan bestille en 4×35-vogn via Click A Taxi.

Det har fået Click A Taxi til at gå offensivt til værks og anklage TAXA 4×35 for både spam og brud på markedsføringsloven. Men det har ifølge TAXA 4×35 ikke hold i virkeligheden, der nu går i rette med anklagerne, som de føler er uberettiget og ude af proportioner. Striden handler i bund og grund om, hvem kunderne tilhører.

”Vi har blot udsendt en servicemeddelelse via SMS til vores kunder, der tidligere har benyttet Click A Taxi som bestillingsplatform. Click A Taxi leverer blot en app til markedet og driver ikke vognmandsforretning. Det er vores vogne, kunderne sætter sig ind i, og det er os, de betaler for turen. Derfor er det også os, der har kundeforholdet og ikke Click A Taxi, som de noget overraskende påstår,” siger Jacob Gulmann, administrerende direktør for TAXA 4×35.

Han understreger, at der kun er blevet sendt sms’er til de kunder, der har udført og haft en transaktion i TAXA 4×35’s vogne. Det har intet med spam eller ulovlig markedsføring at gøre, noterer han.

”Vi står derfor noget uforstående over for, at Click A Taxi reagerer så voldsomt og ikke lige trækker vejret. Den ene SMS er slet og ret en kundeservicebesked, hvor vi gør opmærksom på, at man nu ikke længere kan bruge bestillingsplatformen via Click A Taxi, hvis de fortsat vil benytte sig af vores taxa-service,” siger Jacob Gulmann.

TAXA 4×35 håber, at der snarest muligt kan blive lagt låg på denne sag, som de anser for at være en storm i et glas vand. Hører fra Forbrugerombudsmanden, som udviklerne bag Click a Taxi har kontaktet, vil de behandle sagen herefter.