TDC: 5G kræver mange flere mobilsites

TDC er i fuld gang med at teste 5G og fortalte i dag om udrulningen og mulighederne med teknikken - også at 5G kræver 15-20 % flere mobilsites.

TDC: 5G kræver mange flere mobilsites

I dag bliver der brugt 15 petabyte data om måneden på TDC’s netværk og det lyder af meget, men det er intet i forhold til, hvordan man forventer det bliver i fremtiden. I 2022 forventer TDC et forbrug på 250 petabyte. 1 petabyte svarer til 1.000 terabyte og 1 terabyte svarer til 1.000 gigabyte.

Der er altså tale om nogle voldsomt store tal og selvom 4G også de kommende år bliver en essentiel del af det opkoblede samfund, så er det 5G, der kommer til at stå for det helt store ryk.

 

Fremtidens dataforbrug stiller utrolige krav til netværk

Det slog underdirektør i TDC Martin Nielsen i dag fast på et presseevent i København, hvor teleminister Lars Christian Lilleholt (V) også var kort tid forbi. Martin Nielsen forklarede, at vores dataforbrug i fremtiden stiller utrolige krav til spektrum, antallet af sites og teknologi – 4G og 5G.

Når det gælder antallet af mobilsites eller mobilantenner, der er placeret rundt om i Danmark, så har TDC i dag 3.250 sites, oplyste Martin Nielsen, men med 5G-udrulningen kommer det antal til at sige markant, op mod 20 procent. TDC forventer, at 5G kommer til at køre på 3.500 mHz frekvensen i byerne, som de er i dialog med telemyndighederne omkring og den frekvens har relativt kort rækkevidde.

Se også: Teleselskaber med bedste netværk

 

Knap 4.000 mobilsites nødvendigt – bare hos TDC

Det kræver derfor betydeligt flere mobilsites, hvis man skal kunne dække ordentlig med 5G og en vigtig del af 5G er netop komplet dækning, da 5G skal bruges til Internet of things, for eksempel opkoblede biler. Her kan konstant 5G-opkobling og selv det mindste udsving være et spørgsmål om liv eller død.

Uden for byområderne kan 5G køre på 700 mHz frekvensen, der har længere rækkevidde end 3.500 mhz, men samlet set betyder 5G, at vi skal regne med knap 4.000 mobilsites i Danmark alene fra TDC for at skabe optimal 5G-dækning.

“Vi har brug for tæt dialog og samarbejde med regionerne og myndighedsbehandlingen skal gå hurtigt”, lyder det fra Martin Nielsen. Han peger samtidig på, at lejeomkostningerne til master og mobilsites i dag er for høje og TDC ønsker mere fleksible lejeniveauer. På almindelig dansk betyder det formentlig en lavere pris.

Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet

 

Pris per 5G-mast: Op mod 2 millioner kroner

Det koster i dag cirka 1 million per mobilsite, men Martin Nielsen forventer, at fremtidens mobilsites kan koste mellem 15,-2 millioner kroner per site.

“Prisen stiger over tid, da mobilsitene kræver flere teknologier i fremtiden”, forklarer Martin Nielsen og hæfter sig samtidig ved, at det i tyndt befolkede områder kan blive rigtig dyrt at rulle 5G ud.

Martin Nielsen havde ingen kommentarer til spørgsmålet omkring risikoen for øget mobilstråling med de mange flere 5G-sites sammenlignet med 4G, men henviste til de undersøgelser, der foreligger omkring emnet i dag. Læs mere om 5G og mobilstråling.

Se også: Nyheder om TDC