TDC politianmeldes af telestyrelse

TDC's sælgere har haft adgang til oplysninger om konkurrenternes kunder. Det medfører nu en politianmeldelse.

TDC politianmeldes af telestyrelse

I 2004 blev en Cybercity-kunde overrasket, da han talte med en TDC-sælger. Sælgeren afviste nemlig, at kunden kunne få en fastnettelefon, da han allerede var kunde hos Cybercity.

Den sag betyder nu, at TDC er blevet politianmeldt for overtrædelse af teleloven. Det er nemlig ikke tilladt, at TDC-ansatte har adgang til information om sine konkurrenters kunder.

Det skriver Berlingske i dag.

Der er ikke fundet beviser for, at TDC har draget nytte af oplysningerne, men anklagen går på, at muligheden har været til stede.

Sagen blev oprindeligt afvist af It- og Telestyrelsen, men Teleklagenævnet bad styrelsen om at genoptage sagen, og styrelsen har nu ombestemt sig og sendt sagen videre til politiet.

TDC og Cybercity har også en anden igangværende tvist. For nylig indrømmede TDC i en mail til Cybercity, at der i nogen tilfælde er blevet gjort forskel på TDC’s egne kunder og konkurrenters kunder, når der blev ansøgt om bredbåndsforbindelser.