Tele2 skaber uvildigt kundepanel
Kundepanelets afgørelser træffes uafhængigt af Tele2 og offentliggøres på internettet i anonymiseret form.
Tele2s Kundepanel kan træffe afgørelser i sager, hvor der er uenighed mellem Tele2 og selskabets privatkunder. Det kan eksempelvis dreje sig om telefonregninger eller abonnentsaftaler.
– Det er i sidste ende kunderne, som kan fortælle, hvad vi kan gøre bedre. Derfor har vi valgt at etablere et uafhængigt panel, som kan afgøre sager om misforståelser eller uenighed mellem os og kunderne, siger Thomas Nistrup, Markedsdirektør, Tele2 A/S.
– Vi blev i år valgt som det danske teleselskab, der har den bedste kundeservice inden for mobiltelefoni. Men vi oplever stadig et utilfredsstillende antal klager, især inden for fastnet. Med Kundepanelet kan vi give en smidig og hurtig løsning på disse sager, siger Thomas Nistrup.
Kunderne kan naturligvis som i dag stadig vælge at klage direkte til Teleankenævnet. At en klage har været forelagt Tele2s Kundepanel er heller ikke til hinder for, at kunden senere kan indbringe sagen for Teleankenævnet.
– Vi arbejder konstant på at forbedre vores service og dialog med kunderne. Senest har vi åbnet et fast chatforum, hvor ledelsen svarer på spørgsmål fra kunderne. På samme måde vil vi offentliggøre Kundepanelets afgørelser på internettet i anonymiseret form, siger Thomas Nistrup.
Panelet træder i kraft den 1. oktober og vil bestå af fem medlemmer, som findes ved lodtrækning blandt interesserede Tele2-kunder. Panelet mødes fast en gang om måneden. Medlemmerne sidder i seks måneder, hvorefter nye kunder tager over, for at sikre nytænkning og forhindre fastgroede holdninger i Kundepanelet.