Telia: 75 % 4G-dækning næste år

Telia blev i går Danmarks første teleselskab med aktivt LTE-netværk. Kun storbyer er dækket ved lanceringen, men 75 pct. af befolkningen skal være dækket i løbet af 2011.

Telia: 75 % 4G-dækning næste år

"Vi er glade for at være de første i Danmark, der kan tilbyde 4G."

Sådan lød det i går fra Telias administrerende direktør i Mobility Services, Jesper Brøckner Nielsen, da teleselskabet som de første herhjemme lancerede deres LTE-netværk.

LTE er i virkeligheden en 3G-teknologi, men blandt den gængse offentlighed vælger de fleste operatører alligevel at kalde det for 4G. Det skyldes højst sandsynligt den markant højere hastighed, der i gennemsnit er omkring ti gange hurtigere end nutidens turbo 3G-netværk.

Tre fjerdedele dækket næste år

Telias 4G-netværk dækker i dag dele af København, Århus, Odense og Aalborg. Telia gør opmærksom på at moderniseringen af netværket naturligvis fortsætter og at man regner med at dække 75 procent af befolkningen allerede næste år.

Telia har valgt at lancere 4G med to nye data-abonnementer, der giver teoretiske hastigheder op til 20 Mbit/s og 80 Mbit/s. Telia oplyser dog at man skal forvente mellem 10 og 20 Mbit/s for det lille abonnement og 10 til 40 Mbit/s med det store. Det mindste abonnement giver 20 GB trafik og måneden, mens det store abonnement giver 30 GB trafik. Abonnementerne koster ingen oprettelsesafgift, men man er nødsaget til at smide 499 kr. for en 4G-dongle.

Telia kan dog godt forvente at få konkurrence inden længe. TDC har tidligere meldt ud at man forventer at være klar med teknologien i januar 2011, så det bliver spændende at se udspillet fra TDC.

Mere til nyheden

Meget er sket siden redaktionen skrev artiklen. Redaktionen har holdt fast i temaet. 8/11/2010 kom den efterfølgende historie med en ny vinkel på temaet Telia først klar med 4G til foråret – Historien bringes videre her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.