Telia back to basics med nye indholdspakker
80 procent af mobilbrugerne bruger ikke det mobile internet. 40 procent aner slet ikke, at det eksisterer, viser en undersøgelse som Telia har foretaget. Det ærgrer Telia, og det har fået dem til at lancere en indholdspakkeløsning, der skal være som i “de gamle dage”, for Telia vurderer, at det mobile internet i dag minder om internettet for 10-15 år siden. Det skal ændres, og det hurtigere end det tog med internettet:
– Det skal være som med blandt andet Yahoo! i gamle dage, der samlede links i indholdspakker. Vi gør det nu nemt og billigt med et pick&choose-koncept og coin offer-priser, hvor man vælger de nyhedskategorier, man ønsker, forklarer Rune Fick Hansen, Telias pressechef.
Første måned gratis
Den første måned er gratis, men herefter kan man vælge mellem tre forskellige pakker: En til 9, 19 eller 29 kroner om måneden.Ønsker man fri adgang til alle indholdspakker, kan man købe pakken Fri Surf til 59 kroner. Til den pakke er der sat en “rimelighedsgrænse” på 300 MB. Den grænse er Telia kommet frem til ved at se på forbruget i dag og så mangedoble det.
Prisen betyder meget for brugerne – 50 procent af brugerne peger på prisen som den vigtigste årsag til, at de ikke surfer på det mobile internet. Derfor tilbyder Telia en bred vifte af priser, så brugerne kan komme i gang til en lav pris.
De enkelte pakker består kun af links, der fører brugeren videre ind på den ønskede side, for eksempel TV2. Hvis kunden køber en indholdspakke, vises de direkte på forsiden på Telias mobile websites SurfPort.Pakkerne inkluderer også trafikken, så kunderne kan tilgå pakkerne helt gratis. Den nye indholdspakke er med andre ord ikke kun gjort simpel for brugerne, den er også meget simpel for Telia er levere.
Operatørerne skal ned i gear
Rune Fick Hansen medgiver, at sammenlignet med indholdspakker hos for eksempel 3, så kan man synes, at det ikke er et ambitiøst nok udspil af Telia, men det er en helt bevidst strategi, forklarer Rune Fick Hansen. Han sammenligner mobiloperatørerne med racerbiler på vej på op af et højt bjerg, mens mobilkunderne kommer halsende langt bagefter på cykel:
– Vi skal ned i gear og i samme tempo som kunden. Det skal man ikke undervurdere. Vi vil tilbyde små pakker til en billig pris, ikke store Guld- og Sølvpakker som hos 3. Nogle vil synes, at deres pakker er interessante, men spørger man folk på gaden, ville de fleste svare, at de kan overskue at komme i gang med vores pakker. Vi forventer ikke, at det vil eksplodere, men at det kommer stille og roligt i gang. Vi håber, at vi rammer rigtigt ved at gøre det på en lidt anderledes måde, uddyber han.
Tilmelder man sig en nyhedspakke, skal man selv afmelde den eller de valgte pakker, hvis man ikke ønsker at fortsætte efter den gratis periode. Herefter trækkes man automatisk det gældende beløb.