Telia klar med udbygning på Fritid

Telia klar med udbygning på Fritid

Telia styrker nu sin position som Danmarks flatrate-selskab nr. 1. Produktet, som er banebrydende for fastprisabonnementer i Danmark, hedder Telia Fritid Xtra. Med dette abonnement kan man ringe til fast, lav pris på fastnettet i Danmark og til to Telia-mobilnumre.

– Analyser viser, at over halvdelen af forbrugernes fastnetopkald til mobiltelefoner går til de samme to numre. Med Telia Fritid Xtra har vi derfor udviklet et produkt, der matcher forbrugernes behov – og går lige ind på lystavlen hos teenagefamilierne. Og med Telia Fritid Xtra mærker forbrugerne nu for alvor fordelen ved at være samlekunde hos Telia, siger adm. direktør for Telia Networks, Peter Bredgaard.

– Skal teleselskaberne spille en offensiv rolle i det samfund, som fortsat bliver mere og mere avanceret på IT-fronten, er vi nødt til at præstere nytænkning. Forbrugerne i dag ønsker markant billigere og mere gennemskuelige telefoni-tilbud. Derfor har vi med kunde-briller på fornyet vores syn på de gammeldags prisstrukturer. Fremover satser vi benhårdt på fastpristilbud med enkel tilmelding via nettet, påpeger Peter Bredgaard.

Med det seneste flatratetilbud har Telia en produktpalette, der betyder, at selskabet ikke er til at komme uden om for danskere, der vil have loft på telefonregningen.

Flagskibet på fastnet er Telia Fritid, til fast, lav pris på 149 kr. inklusive abonnement. Det nye tilbud er Telia Fritid Xtra, der er et Telia Fritid fastprisabonnement med al fastnet og to mobilnumre, til 199 kr. pr. måned. Hertil kommer mobilabonnementet Telia Xpress med fast pris på 120 kr. pr. måned for ubegrænset brug af SMS – en tjeneste, som 175.000 kunder i dag anvender. Og endelig det fjerde tilbud,,Telia UnLtd, mobilabonnementet der indeholder fast, lav pris på mobiltelefoni til 400 kr. om måneden.

– I teenagefamilierne og hos andre storforbrugere kommer telefonregningen med mobil og fastnet med de traditionelle abonnementsløsninger op over 1.000 kr. om måneden. Det er disse grupper, som gerne vil have et loft på deres teleudgifter – og de får nu for første gang nogle rigtigt gode alternativ løsninger, slutter Peter Bredgaard.

Med Telia Fritid Xtra kan man for 199 kr. pr. måned ringe alt det man vil i tidsrummet fra 18.00 – 08.00 på hverdage samt hele weekenden fra fredag kl. 18.00 til mandag kl. 08.00.

Alle Telias flatrate-produkter kan købes på internet fra midten af næste uge, og hos Telias forhandlere landet over. Lanceringen af Telia Fritid Xtra og Telia UnLtd vil blive understøttet af massiv markedsføring hen over sommeren.

Opfølgning på artiklen

Fortællingen gik ikke bort med denne historie. Redaktionen har holdt fast i temaet. 30/11/1999 fortsatte vi fortællingen med en artikel omkring Telia køber Orange i Danmark – Du kan læse det videre forløb her. Se også de seneste nyheder om temaet her.