Telmore sparker TDC ud
– Vi har meget fremtrædende forhandlinger med Sonofon. Det siger direktør Frank Rasmussen fra Telmore til Berlingske Tidende.
En sætning der betyder at Telmores 75.000 kunder er godt på vej til fremover at benytte Sonofons net i stedet for TDC, som Telmore har benyttet siden starten for et lille år siden.
I følge Frank Rasmussen kommer TDC til at miste omkring 70 mio. om året, ved at Telmore flytter. Sonofon derimod kommer til at tjene mindst 1,4 mio. kroner på SMS om måneden og 4 mio. på deres tale, når Telmore forventlig i løbet af kort tid skifter fra TDC til Sonofon.
TDC og Telmore har længe været på kollisionskurs. Det hele startede 1. juli, hvor nummerportabiliteten blev givet fri. Men Telmore har haft store problemer med at få flyttet kunderne over – og flere tusinde kunder har fået lukket deres nummer, fordi TDC i følge Telmores oplysninger ikke har kunnet få flyttet nummeret hurtigt nok.
Sagen kulminerede i slutningen af september med, at TDC betalte Telmore en erstatning på 1 mio kroner – noget der efter flere rygter i branchen først skete efter at sagen som en anden “stinkbombe” havde flyttet sig rundt i koncernen, for til sidst at havne på adm. direktør Henning Dyremoses bord.