Test af LG V10 – et eldorado af en mobil

LG V10 er noget af de bedste jeg endnu har prøvet på mobilfronten: Lynende hurtig brugerflade, fantastisk kamera og uhyre flot skærm er de store hovedattraktioner. Læs vores test af LG V10.

Test af LG V10 – et eldorado af en mobil

LG V10 er den nyeste topmobil fra LG, der har fået en rigtig god modtagelse i udlandet. Den har funktioner, der kan være lidt svære for LG rigtig at kommunikere bredt ud, men man bør give den en chance, hvis man er ude efter en rigtig velfungerende mobil, der samtidig smider et par gode nyheder på bordet.

Læs vores test af anmeldelse af LG V10.

 

LG V10 – bedømmelse

Design & Materiale: 8/10

Brugervenlighed: 9/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 10/10
Kamera: 10/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 9/10
Spiloplevelse: 10/10
Musikkvalitet: 7/10
Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter: 88/100

mobil topkarakter logomobil anbefaler logo

 

Se også: Bedste pris for LG mobiler

 

Læs hele vores store test og anmeldelse af LG V10 herunder.

 

Test og anmeldelse af LG V10

 

Test af LG V10 – design

LG V10 vil næppe imponere design-feinschmeckere og i hvert fald den model, jeg har fået til test, er lavet i sort plastik med metalkant på begge sider.

Coveret er anderledes end hvad vi plejer at se – nubret, mønstret, blødt og i følge LG slidstærkt silikone som LG kalder for Dura Skin. Det er ikke udpræget flot, men gør, at LG V10 ligger sikkert i hånden.

Hjørnerne er ekstra forstærket til at klare fald, hvilket vi dog ikke har prøvet.

Test af LG V10 – Brugervenlighed

Med LG V10 får man en af de mest brugervenlige mobiltelefoner på markedet – i hvert fald når det gælder Android.

En enkelt widget kaldet Smart Bulletin fylder hele den ene skærm yderst til venstre, men den er let af fjerne. På Smart Bulletin-skærmen skal man trykke på Indstillinger-ikonet (et tandhjul) og så simpelthen slå den fra. Dejligt, det er så let!

Smart Bulletin viser diverse informationer om alt muligt – det har jeg ikke brug for.

LG fremhæver selv, at V10 har to skærme – den almindelige og så en øverst på telefonen over den almindelige skærm. Mulighederne med denne ekstra skærm er faktisk godt for brugervenligheden. For eksempel kan denne ekstra skærm vise ikoner for de seneste apps, man har brugt. Man kan også styre musikken her fra og få hurtig adgang til vigtige personer. Også notifikationer og beskeder kan vises her.

Det smarte ved denne løsning er, at disse informationer ikke lægger sig henover den almindelige skærm – det kan være irriterende, hvis man er i gang med noget og der så pludselig dukker information op på skærmen.

Det havde været endnu smartere, hvis det havde gjort det lettere at betjene LG V10 med én hånd – men det gør det ikke.

Test af LG V10 – Batterilevetid

Batteriet er på 3.000 mAh og det vil normalt give en lang batterilevetid for de fleste mobiltelefoner. Det rækker bare ikke helt nok i LG V10.

Om det skyldes, at specielt kameraet skriger efter at blive brugt mere end normalt, skal jeg ikke afvise og den flotte skærm gør også, at man har lyst til at bruge V10 endnu mere end sædvanligt.

Med de fleste mobiltelefoner har jeg typisk 10-15 procent tilbage, når jeg går i seng – med LG V10 er jeg ofte nødt til at sætte opladeren i den inden sengetid.

Test af LG V10 – Skærm

LG V10 har skærm på 5,7 tommer med 2K-opløsning – 2.560 x 1.440 pixel. Skærmen er virkelig flot og uhyre skarp med flotte farver og den reagerer prompte på berøring og swipes.

Også den ekstra skærm øverst på telefonen reagerer rigtig fint på tryk.

Skærmen på LG V10 er i øvrigt hårdfør med Corning Gorilla Glass 4 – den nyeste variant fra skærmproducenten Corning, der har specialiseret sig i hårdføre skærme.

 

Test af LG V10 – Kamera

LG v10 giver den bedste kameraoplevelse, jeg til dato har prøvet på en mobil. Auto-funktionen fungerer fint, men det er manual-delen, der er decideret fremragende. Hurtigt og let kan man indstille kameraet til stort set lige, hvad man har lyst til. Det er virkelig intuitivt og de fleste vil nærmest føle sig som en professionel fotograf, når de leger med kameraet i LG V10.

Er du typen, der normalt tager billeder med auto-indstilling, så vil du glæde dig over, hvor let det er at tage anderledes billeder med LG V10.

Herunder kan du se billeder, der viser skarphed i forgrunden og skarphed i baggrunden – og det er noget, der var virkelig let at veksle mellem.

lg v10 kamera test lg v10 kamera test

 

Det samme gælder for videokameraet.

I tv-nyhederne ser man ofte, hvordan kameramanden stiller skarpt på det i forgrunden for så at stille skarpt på baggrunden i stedet for – eller omvendt. Præcis det samme kan du gøre med LG V10 på en meget simpel og effektiv måde.

Når du optager videoer, kan du også retningsbestemme lyden, så du får den optimale lyd alt efter, hvad du optager.

Der sidder to kameraer på fronten til selfies – vælger man begge to, får man mere med på billedet.

 

Test af LG V10 – Hastighed i brugerflade

LG plejer ikke at være nærig med egne tilføjelser til Android og men der er faktisk ikke mange af dem på LG V10.

Der er den ekstra skærm øverst på telefonen, men den giver trods alt noget ekstra, jeg gerne tager med.

Alt i alt er det småt med ekstra tilføjelser til Android i LG V10 og det kombineret med en 6 kernet processor og 4 GB RAM gør, at alt foregår tju-hej-hurtigt.

Det skal også nævnes, at LG V10 har 64 GB hukommelse indbygget og plads til 2 TB microSD-kort.

 

Test af LG V10 – Datahastighed

Som en rigtig topmodel har LG V10 naturligvis 4G med 300 Mbit/s – det betyder, at den har en rigtig høj datahastighed og er fremtidssikret på den front, ind til du skal have en ny mobil – også selvom det først er om 5 år.

 

Test af LG V10 – Spil

Spil bliver en større og større branche inden for mobiltelefoner i takt med at skærmene bliver større og skarpere og mobiltelefoner bliver mere og mere kraftfulde.

Kombinationen 5,7 tommer skærm i 2K-opløsning, otte kernet processor og 4 GB RAM krydret med Android gør LG V10 til en formidabel spillemaskine. Børnene elsker at spille Angry Birds på den store skærm og jeg fornøjer mig med en gang shoot ’em up i Modern Combat.

 

Test af LG V10 – Musikkvalitet

Man skal ikke købe LG V10, hvis man er ude efter en mobil med virkelig gode indbyggede højtalere. Der sidder en i bunden af telefonen og den er ærlig talt noget skinger i lyden.

Lytter man til musik via headset eller højtaler, så fejler lyden bestemt intet til musik.

 

Test af LG V10 – Samtalekvalitet

LG v10 kan uhyre mange ting – og man kan faktisk også tale i den samt sende sms’er, mails og chatte med diverse messenger-apps. Som stort set altid oplever jeg ingen forskel på taledelen med LG V10. Lyden er fin og forbindelsen som man forventer.

Tastaturet kan justeres i størrelse og flyttes til enten højre eller venstre for at gøre det lettere at skrive beskeder med én hånd. Det irriterer mig, at LG V10 ikke er særlig god til at foreslå ord, jeg er i gang med at skrive eller til at gætte næste ord baseret på det ord, jeg netop har skrevet.

 

Test af LG V10 – Pris

LG V10 har en pris fra cirka 5.100 kroner. V10 er endnu ikke sat til salg hos de danske teleselskaber.

Se de bedste priser for LG mobiler.

 

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

LG V10 er ganske enkelt en af de bedste mobiltelefoner på markedet. Batteritiden er eneste punkt, hvor jeg er lidt skuffet, men på vigtige kriterier som brugervenlighed, hastighed i brugerflade, skærm og kamera er LG V10 i særklasse god.

 

For

  • Meget hurtig brugerflade
  • Kameraet
  • Skærmen

 

Mod:

  • Design, nogle vil finde særpræget
  • Stor

LG V10 – specifikationer og funktioner

  • Mål: 159,6 x 79,3 x 8,6 mm
  • Vægt: 192 gram
  • System: Android 5.1
  • Processor: Snapdragon 808,  quadcore 1,44 Ghz, dual core 1,82 Ghz
  • Skærm: 5,7 tommer, 2.560 x 1.440 pixel, Corning Gorilla Glass 4
  • RAM: 4 GB
  • Indbygget hukommelse: 64 GB, plads til hukommelseskort op til 2 TB
  • Batteri: 3.000 mAh
  • Datahastighed: 300 Mbit/s (4G)
  • Kamera: 16 megapixel, autofokus, fotolys, F1/8, optisk billedstabilisering
  • Frontkamera: 5 megapixel, dual lens
  • Video: 4K
  • Tilslutninger: USB 2.0, Bluetooth 4.1, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n
  • GPS: Ja
  • FM-radio: Ja
  • NFC: Ja

Se også: Test af LG V10