Trediegenerations mobilnet klar i Japan

Trediegenerations mobilnet klar i Japan

Det var G-dag i Japan i går. Eller rettere 3G-dag. Som det første sted i verden åbnede det japanske mobilselskab NTT DoCoMo sit 3G-net op for

offentligheden. I seks måneder har 4000 udvalgte brugere testet det nye højhastighedsnet, der skulle være introduceret i maj, men først fungerer nu, skriver Børsen i dag.

Kritikere mener ifølge avisen, at 3G-nettet fortsat er så nyt, at der vil være problemer med det. Blandt andet er det fortsat umuligt at sende

ordentlige levende billeder fra mobiltelefon til mobiltelefon. Men japanerne føler sig sikre på, at op mod 150.000 brugere i løbet af det kommende halve år tilslutter sig nettet og begynder at sende levende billeder og anden tung

data via deres mobiltelefoner.

Det ventes nu, at et væld af tjenester med blandt andet lyd- og video, der kan downloades fra internettet, vil sætte skub i 3G-udviklingen. Og ikke kun i Japan, hvor alle større japanske byer inden for det kommende år er med på nettet, men senere også i Europa. Hvornår afhænger dog meget af, hvor stor en succes eller en fiasko det japanske 3G-eventyr bliver.

Det nye net sender 384 Kb den ene vej og 64 Kb den anden. Og i første omgang vil 3G-nettet, der er meget dyrt at bruge, udelukkende blive markedsført over for det japanske erhvervsliv. Bare 10 sekunders videoklip koster nemlig

næsten syv kroner at sende.