Vend automatisk alle Touch Diamonds programmer
Forleden skrev vi om et lille program, der gjorde muligt selv at lave programmer, der gjorde brug af HTC Touch Diamonds indbyggede accelerometer til automatisk skærmrotation. Med et andet lille program fra SKKV Software er det nu muligt at få alle programmer på ens Touch Diamond til automatisk at rotere, når man vender sin Touch Diamond om på siden.
Den automatisk rotation af skærmen kendes allerede fra blandt andet internetbrowseren og billedgalleriet i Touch Diamond, men HTC har valgt, at det ikke skal være sådan i andre programmer.
Hvis man installerer det lille program GSEN fra SKKV Software, kan man imidlertid alligevel få alle programmer til automatisk at vende skærmen. Man kan endda vælge i præcis hvilke programmer skærmen skal vende, og hvilke den ikke skal vende. Og som en ekstra funktion kan man også få Touch Diamond til at gå i standby ved at vende skærmen nedad.
Du kan læse mere om GSEN og downloade det gratis her.
(Kilde: the::unwired)