Vi har prøvet 3 Skypephone
En af de vigtigste ting, som Skype-stifterne svenske Nicolas Zennström og danske Janus Friis har lagt vægt på, er, at "Skype skal ud af computeren". Ellers ville hele idéen med Skype dø.
Det er altså tre år siden, men de allerfleste Skype-samtaler foregår stadig fra en almindelig computer. 3 Skypephone skal ændre på det faktum, i hvert fald hvis det står til 3 og Skype.
Der er egentlig tale om en almindelig 3G-mobil, der bærer Skypes varemærke, men produceres af kinesiske Amoi.
Telefonen sælges i forskellige farver og har et utroligt kompakt og lækkert format. Den føles velgjort med blandt andet god trykfornemmelse i tasterne. På siden sidder volumenknapper og kameraknap, præcis som vi er vant til på de fleste mobiltelefoner.
Oven over ciffertasterne sidder en styreknap med Skypes logo på. Trykker man på den, havner man direkte i ens kontaktliste over Skype-kontakter. Første gang måtte vi dog taste brugernavn og kodeord ind, men derefter logges man automatisk på, når man tænder telefonen.
Har man ikke en Skype-konto, kan sådan en oprettes direkte i mobilen ved at udfylde brugernavn og kodeord. Man behøver ikke være et teknisk geni for at have held med det.
Når man så skal ringe op, trykker man på Skype-knappen, når en bestemt kontakt er markeret. For at tilføje en kontakt, vælger man "Tilføj kontakt" i Skype-menuen og udfylde personens Skype-navn. Let og brugervenligt.
Lyden ved Skype-samtale er faktisk beundringsværdig god. Vi har mest ringet til kontakter indenfor landets grænser, men også til USA og Malaysia. Lyden har været klart bedre end samtaler til samme personer via det faste telefonnet. Det eneste er, at der er en forsinkelse på et par sekunder, mens en automatisk stemme siger, at samtalen kobles igennem.
Man kan være logget ind på Skype både på computeren og i mobilen samtidig. Hvis nogen ringer, ringer begge apparater, og man vælger bare, hvilken man vil svare. En anden god ting med Skype er muligheden for let at lave konferencesamtaler med mange deltagere. Den, der laver konferencen, skal dog gøre det fra Skype i computeren.
Chatfunktionen fungerer fint, selvom den ikke er særlig elegant udformet. Det mest imponerende med Skype-funktionen er, at den er så velintegreret i telefonen. Det går lynhurtigt at skifte over til Skype-listen, og selv hvis man laver noget andet med telefonen, ringer den ved en indkommende Skype-samtale.
Vi tester 3 Skypephone i det næste nummer af Mobil, hvor du kan læse den endelige vurdering af mobiltelefonen. Her vil du også kunne læse, hvordan de andre funktioner fungerer.