Vi har prøvet Samsung Galaxy S3 – første test
Skærmen er unægtelig det første man får øje på, når man kigger på Samsung Galaxy S3 – hold da op, den er stor og skarp! Skærmen måler 4,8 tommer og er en såkaldt HD Super AMOLED-skærm.
I lidt mere menneskelige termer betyder det kort fortalt, at skærmen er i stand til at producere nogle fantastisk flotte farver og imponerende dybde i billeder. Især sortniveauet er imponerende – og det er til trods for at skærmen faktisk er rigtig lysstærk.
Selve designet af modellen er faktisk ganske overraskende. Den føles behagelig i hånden, og materialerne føles ikke nær så billige som de måske kan se ud på billeder.
Der er stadig tale om plastik, men det føles bedre end plastikken på en række andre Samsung-telefoner.
Lynhurtig processor
Processoren har ikke en eller to, men hele fire processorkerner, der giver en rigtig høj ydeevne. Det er naturligvis svært at bedømme ud fra ganske få minutters brug, men førstehåndsindtrykket af Samsung Galaxy S3 er, at det formentlig er den hurtigste Android-mobil til dato.
Den føles i hvert fald sådan. Alt foregår flydende, og det er en direkte fornøjelse at bevæge sig rundt på f.eks. hjemmesider. På grafiksiden har Samsung udstyret modellen med et grafikkort, der ligeledes har fire processorkerner.
Den hurtige processor er blandt andet med til at gøre, at kameraet i telefonen kan starte op på under et sekund og være i stand til at fyre en masse billeder af på meget kort tid. Telefonen kan efterfølgende udvælge det bedste billede. Vi afprøvede selv funktionen med lettere svingende resultater.
Processoren muliggør desuden en hidtil uset funktion i mobiltelefoner. Hvis man afspiller et videoklip, og gerne vil foretage sig noget andet samtidig, er det nemlig blevet muligt. Ved at aktivere en funktion i videoafspilleren, kan man nemlig få en ”flydende afspiller”, som man kan have kørende i forgrunden mens man samtidig kan interagere med f.eks. browseren i baggrunden.
Det fungerer faktisk overraskende godt og tilmed ganske hurtigt. Man kan altid ændre positionen på afspilleren ved at trække rundt på den. Principielt betyder det at man kan lave en slags Picture-in-Picture, men det har vi dog ikke afprøvet.