Vi har prøvet Sony Ericsson W508
Til en pris på godt 1.600 kroner uden abonnement får man faktisk meget for pengene i den nye Sony Ericsson W508. Med i salgspakken kommer bl.a. et hukommelseskort på 1 gigabyte (modsvarende cirka 250 sange i mp3-format), et ekstra StyleUp frontcover, USB-kabel og et sæt høretelefoner. Sidstnævnte er dog noget skrammel, og bør udskiftes hurtigere end hurtigt. Heldigvis inkluderes også en adapter til almindelige høretelefoner, der tilsluttes via 3,5 mm jack tilslutning.
Design og udseende
De svenske hoveder, der står bag telefonen, har tydeligvis haft i tankerne at telefonen skal være unik og udstråle en personlig stil. Derfor er det heller ikke mærkeligt at Sony Ericsson har udformet en hjemmeside til at skabe personlige frontcovers til W508.
Telefonen minder mest af alt om Sony Ericssons egne W980 – om end langt mere plastikagtig og billig. De trykfølsomme musikknapper på fronten går igen, og lige over displayet er der blevet plads til et kamera. Den interne skærm er 2,2 tommer stor, og af nogenlunde størrelse til en telefon i denne prisklasse. Tastaturet føles overraskende lækkert, og giver god respons på tastetryk. Telefonens bagside er holdt ganske simpel og uden alt for mange dikkedarer.
Godt menusystem
Det er let at komme i gang med at bruge Sony Ericssons traditionelle menusystem, og brugervenligheden er generelt ganske høj. Menuerne er overskuelige og den ikonbaserede oversigt gør at man ikke nødvendigvis behøver læse navnet på hvert eneste menupunkt.
Sony Ericsson opdaterede for nogle måneder siden deres menusystem til at inkludere oversigter over sms-samtaler. Det fungerer fint, og virker godt.
I forbindelse med selskabets planer om at levere grønne og miljøvenlige produkter, har man valgt helt at droppe brugervejledningen. Til gengæld får man en elektronisk brugervejledning direkte på telefonen – komplet med indholdsfortegnelse, stikordsregister samt søgefunktion. Selve inholdet er flot opstillet og de kendte illustrationer fra brugervejledningen er også med.
Musik og radio
I og med at det er en Walkman mobil, er musikken naturligvis i centrum. Musikafspilleren kender vi fra tidligere Walkman modeller, og den er god til det meste. Man kan let bladre mellem bl.a kunstnere, albummer, numre, afspilningslister og genre. Man har også direkte adgang til lydbøger og podcasts. Gimmick-funktionen SensMe er også at finde, og bruges til at opdele musikbiblioteket efter tempo og humør. Man kan styre musikken ved at ryste telefonen, men dette virker kun når klappen er lukket, og i stedet for at holde en Walkman-knap nede, skal man holde play/pause-knappen nede.
FM-radioen er rigtig god, og den har endda RDS-understøttelse. Så slipper man for selv at skulle skifte frekvens, hvis denne ændrer. Derudover giver RDS også mulighed for at få vist oplysninger om radiostationen direkte på skærmen. Hvis du hører en god sang i radioen, kan du bruge TrackID til at finde sangens navn og kunster i løbet af et øjeblik.
Kameraet skuffer
Lad det være sagt med det samme, at hverken specifikationerne eller kamerakvaliteten er prangende. Et middelmådigt 3-megapixel kamera uden autofokus har fundet vej til W508, og billedkvaliteten er – ja, middelmådig. Farver og hvidbalance er egentlig udmærket, men detaljegraden er ikke noget at skrive hjem om. Du kan se et testbillede skudt med W508 ude til højre.
Når det kommer til stykket, er W508 en ganske fornuftig mobiltelefon i middelklassen. Men den byder ikke på nogen deciderede nyheder, og det faktum at Sony Ericsson W980 i skrivende stund er cirka 100 kroner billigere, gør det svært at retfærdiggøre et køb af W508, trods den ellers lave startpris. W980 minder i høj grad om W508, men specifikationerne er en tand bedre, kvalitetsfølelsen er højere og det samme gør sig gældende for lydkvaliteten.
Hvis du alligevel hælder mest til W508, er den netop kommet ud i butikkerne, og koster som sagt omkring 1.600 kroner uden abonnement.