Video: “iPhone 5” vækker opsigt på IFA

I en video fra en stand på elektronikmessen i Berlin dukker der noget spændende op hos en coverproducent. Se videoen med, hvad der ligner den kommende iPhone.

Video: “iPhone 5” vækker opsigt på IFA

Okay – der er tale om en såkaldt mock up, men i videoen herunder har folkene fra det israelske site GSM Israel fået fingrene i en særdeles fin en af slagsen, og faktisk er den måske den mest realistiske af de mange mock ups, som vi har set hidtil.

Israelerne var på rundtur på IFA-messen i weekenden, og kom på et tidspunkt ind på en messestand, hvor en producent af covers holdt til. Ikke det mest interessante på den store elektronikmesse, men da de kiggede nærmere på de mange covers på standen, tonede der alligevel noget interessant frem. En 4-tommer iPhone-model med mini dock-connector i bunden, hvor der også sidder et stik til minijack. Det eneste urealistiske er vel egentlig materialet, som ikke er Gorilla-glaslignende men mere ligner noget fake. Folkene bag videoen siger også, at de blev bedt om ikke at tænde for apparatet, så på den front er der selvfølgelig også et stykke til den rigtige kommede iPhone. Den vi alle regner med at få at se 12. september.

Kilde: GSM Israel via Appleinsider