Droner skal finde miner fra 2. verdenskrig
Nyudviklet dansk drone til magnetisk kortlægning skal sikre, at minerydning i gamle krigszoner bliver både billigere, hurtigere og mindre farlig at udføre.
Alene i Danmark anslås det, at flere end 40.000 ikke-eksploderede miner fra 2. verdenskrig ligger gemt i havet og på land. Det er ressourcekrævende at fjerne disse miner, før der eksempelvis skal etableres strømkabler til nye havvindmølleparker.
Se også: Find bedste pris på mobilabonnementer
Droner med magnetometeropsætning
Miner er ofte fremstillet af stål, der er magnetisk og det er her, droner kommer ind i billedet.
Droner med magnetometeropsætning vil gøre minerydningen mere præcis end den nuværende afsøgning, som foregår ved hjælp af terrængående køretøjer på land, mens der anvendes specialdykkere i nær-kystområdet.
“Vores magnetometerdrone vil kunne afdække både land og nær-kystområdet og dermed også minimere risikoen for de involverede personer”, fortæller seniorforsker Arne Døssing, DTU Space, der er leder af projektet med at udvikle den nye teknologi.
Se også: Droner giver store besparelser ved vedligehold af vindmøller
Kan reducere omkostninger med 50 procent
Man forventer, at den nye magnetometerdrone typisk kan reducere udgifterne og tidsforbruget til magnetisk kortlægning med mere end 50 procent.
Den danske droneproducenten Sky-Watch har netop færdigudviklet en drone, Smart UAV’en, som kan lette og lande lodret, men ellers flyver som et normalt fly.
Det bliver den første drone i verden, der skal flyve med en såkaldt ”magnetometer-bird”. Magnetometerdronen vil også blive testet i Grønlands fjelde i forbindelse med afsøgning af mineralforekomster samt fra skib til diverse maritime undersøgelser. I begge tilfælde vil der især gøres brug at dronens evne til at lande og lette lodret.
Se også: Fordele ved droner
Danmark kan sikre sig førende position på magnetisk kortlægning
Den nye teknik, der i de kommende fire år skal udvikles og testes bl.a. ved Vadehavet samt i nær-kystområdet ud for Østengland, vil kunne erstatte eksisterende dyre og ineffektive teknologier og potentielt gøre Danmark til verdensførende inden for magnetisk kortlægning af undergrunden.
Arne Døssing forklarer, at det globale marked for fleksibel, effektiv og præcis kortlægning af bl.a. miner, militært affald og mineraler er stort, så danske virksomheder får med projektet mulighed for en unik fremtidig position.
Se også: Nyheder om droner