Forlæng levetiden på din mobil
Mange af os bruger vores smartphones som en central del af vores hverdag, og selvom det for mange kan være en dyr enhed, man løber rundt med, så tænker de færreste sikkert over i hverdagen, hvordan de kan forlænge levetiden på dem.
Det er dog ikke kun godt for vores pengepung, men også for miljøet at tænke lidt over dette og det er ikke fordi man skal til at lægge sit liv radikalt om. Med nogle enkle justeringer kan man forlænge levetiden på vores smartphones, så vi ikke behøver at skifte dem ud så ofte.
Thor Gøtz, landechef for OnePlus, forklarer, at de fokuserer på at innovere deres produkter, så de kan sikre, at deres smartphones holder til daglig brug i mange år. Mobilbrugerne kan også yde en lille indsats og få en stor gevinst ud af det ved at være lidt opmærksomme på, hvordan de bruger og behandler deres mobil.
Hvis man ikke lige ved, hvad man skal være opmærksom på i det daglige for at være med til at forlænge levetiden på ens mobil, så har OnePlus lavet en guide. Du kan se tippene herunder.
Se også: Telefoner med lang levetid
5 råd til at forlænge levetiden på din mobil
Hold mest anvendte apps åbne
Det første råd er at holde dine mest anvendte apps åbne. Mange tror, at det er nødvendigt at lukke apps, hver gang man har brugt dem for at optimere ydeevnen på ens mobil.
Faktisk er det bedre at lade dem være åbne, selvom de er inaktive, da det sparer styresystemet for ressourcer og energi, hvilket forlænger levetiden på din smartphone.
Slet gamle ubrugte apps
Det næste råd er at afinstallere gamle apps. Det slider på ydeevnen og kræver mange ressourcer at have et hav af apps installeret, som du sjældent eller aldrig bruger.
Ryd op i dine apps og fjern dem, du sjældent eller aldrig bruger, så din smartphone kan køre mere effektivt. Nogle telefoner kan selv tippe til apps, du bør slette. Jo færre apps du har på din mobil, desto hurtigere kan du også finde dem, du rent faktisk har brug for.
Batteri mellem 20-80%
Det tredje råd er at effektivisere dit batteriforbrug – et batteri kan blive slidt, hvis det ikke behandles korrekt.
Hold opladningen mellem 20 og 80 procent for at holde batteriet sundt i lang tid. Nogle telefoner har teknologier til at optimere batteriet yderligere.
Se også: Telefoner med kraftigt batteri
Undgå kulde, varme og fugt
Det fjerde råd er at holde din smartphone væk fra høje temperaturer og vand. Overophedning kan skade batteriet og reducere effektiviteten betydeligt, så hold din smartphone på temperaturer mellem 0 og 35 grader ved at undgå at lægge den i direkte sol og undgå kulde.
Selvom flere og flere telefoner er vandafvisende, kan fugt stadig være skadeligt i det lange løb.
Cover og skærmbeskyttelse
Det sidste råd er at beskytte din smartphone med et cover og skærmbeskyttelse.
Et cover og skærmbeskyttelse kan beskytte din telefon mod stød og slag, som ellers kan føre til skader på skærmen og i sidste ende ødelægge smartphonen.
Se også: Telefoner med godt kamera
Opdateringer også vigtigt
OnePlus kommer ikke selv ind på et vigtigt element, når vi taler om at forlænge levetiden på mobiltelefoner – nemlig opdateringer af styresystemet. Her er man naturligvis ikke selv herre over tingene, men vil man gerne have en mobil i mange år, så er det vigtigt at vælge en mobil, der får Android- og sikkerhedsopdateringer i mange år.
De fleste topmodeller fra OnePlus, Samsung, Xiaomi og Motorola op mod fire års Android-opdateringer og fem års sikkerhedsopdateringer, mens iPhone typisk får omkring 5 år med iOS-opdateringer.
Se også: Nyheder om telefoner