Test af Jabra Elite 75t – fantastisk godt true wireless headset til god pris
Jabra Elite 75T har godt design, god lyd og lang batterilevetid på positivsiden – og så er et headset i sagens natur rigtig tæt på topkarakter, når man kan sætte et stort, fedt flueben ud for den slags kriterier. Test af Jabra Elite 75T.
Test og anmeldelse af Jabra Elite 75t
Design
Designmæssigt minder Jabra Elite 75T utrolig meget om forgængeren 65T og det er vel naturligt nok, nu den er en del af serien. Forandringerne tages med små skridt – ikke store skridt. De er pæne, velbyggede og ser stilrene ud i sort og metalfarve.
Formen og størrelsen på ørepropperne gør, at de sidder godt og behageligt i ørene samtidig med, at de er nemme er betjene. Headsettet er IP55-klassificeret og har to års garanti mod støv og vand.
Man kan styre musikken fra de to ear buds. Et tryk på højre earbud og man pauser eller starter musikken – to tryk på venstre ear bud for at skifte sang. Man kan dog ikke skrue op og ned for lyden med de to ear buds – det skal gøres på mobilen eller med stemmen.
Lyd
Til den trådløse opkobling understøtter headsettet Bluetooth 5.0. Lyden til musik er rigtig god og udnytter man de lydindstillinger, der er i Jabra Sound+ appen, så får man en lydkvalitet, der matcher de aller bedste true wireless headset fra B&O og Samsung.
Generelt er der god bund i bassen, diskanten lyder behagelig og der er gode detaljer i de forskellige frekvenser og lydlag. Lyden kan justeres via Jabra Sound+ appen, hvor man kan tilpasse musikprofil med equalizeren. For eksempel kan vælge nogle præinstallerede lydindstillinger eller man kan sætte equalizeren helt som man vil. Smooth-indstillingen viste sig at være den bedste for mig.
I Jabra Sound+ appen kan man også ændre, hvor meget støj fra omgivelserne man ønsker at høre (HearThrough), justere på opkaldsoplevelsen, holde styr på batteriniveauet og meget mere. Der er ikke aktiv støjreducering, men med de to ear buds i ørene lukkes praktisk talt al støj ude som havde headsettet aktiv støjreducering.
Her kan det være en fordel med HearThrough-funktionen, hvis man er ude i trafikken. HearThrough kan meget enkelt aktiveres med et tryk på venstre ear bud. Det betyder dog samtidig, at det suser langt mere i headsettet. Det går an, når man går, men på cykel suser det for meget til, at funktionen er rar at have aktiveret.
Til samtaler er lyden faktisk ikke helt i top. Både hos mig selv og dem jeg taler med lyder det som om, at vi begge står et par meter fra mobilen og taler. Vi kan sagtens høre hinanden, men lyden er ikke optimal til samtaler.
Se også: Mobilabonnement med musik
Batteritid
Et af de store ankepunkter ved mange true wireless headset er batteritiden. Den bliver bedre, men man skal have opladeræsken med på farten, hvis man er afsted i længere tid. Jabra har fokuseret på batteritiden i 75T og de lover 7,5 timers batteri på én opladning. Det synes jeg stemmer.
Har man opladerboksen med på farten, får man op til 28 timers batteritid og det er godt. Det bedste er dog, at de holder strøm i op mod 7,5 timer på en opladning, så man ikke hele tiden skal lade dem op. Æsken kan lades hurtigt op med USB-C og Jabra siger, at en variant med trådløs opladning vil blive introduceret på markedet på et senere tidspunkt.
Se også: Test af de bedste headset
Funktioner
Der findes en app til Elite 75T, Jabra Sound+, der kan give et mere præcist lydbillede end det udgangspunkt, headsettet selv giver og den fungerer godt – som gennemgået i Lyd-kategorien. Headsettet understøtter de digitale assistenter Alexa, Siri og Google Assistant, så man kan styre musik og opkald med stemmen.
Ear buds til true wireless headset er meget små og risikoen for at de bliver væk for en er store. Find my Jabra-funktionen til at se, hvor man sidst har brugt dem, er derfor en god funktion. Ikke unikt for headsettet, men stadig god.
Se også: Priser på bluetooth headset
Konklusion og pris
Jabra Elite 75T har en vejledende pris på 1.500 kroner og er dermed 500 kroner billigere end 65T. Det er også det prisleje, vi mente 65T skulle ned i for rigtig at kunne være et alternativ til de bedste på markedet, der siden deres lancering er faldet i pris. Til 1.500 kroner får man et super godt headset med rigtig god lyd og ikke mindst virkelig dejlig lang batteritid.
Karakter: 9/10
Pris: 1.500 kroner