Google: Huawei Mate 30 og 30 Pro får ikke Play Store og Googles tjenester
Huaweis kommende mobiltelefoner Mate 30 og 30 Pro får ikke adgang til Google Play Store eller Google apps, lyder det nu fra Google over for Reuters.
Google: Huawei Mate 30 kan ikke få Play Store, Gmail, Maps, YouTube…
Det skyldes de sanktioner, som Det Hvide Hus med den amerikanske præsident Donald Trump i spidsen har indført over for en række udenlandske virksomheder med fokus på kinesiske virksomheder og særligt Huawei. Sanktionerne betyder, at amerikanske virksomheder ikke må handle med de virksomheder, der er havnet på den sorte liste.
Mate 30 serien får stadig Android, der er en open source software, men den kommer altså ikke med Google Play Store eller Google-tjenester som Gmail, Maps, YouTube og så videre.
Se også: Priser på Huawei Mate 20 Pro
Ny 90 dage gælder ikke Mate 30
Huawei fik tidligere på måneden yderligere 90 dage, hvor de kan sende opdateringer ud til deres Android-telefoner, men det gælder kun nuværende telefoner på markedet, ikke kommende nye telefoner og derfor lader det altså ikke til, at Mate 30-serien får en god start.
Det forventes, at de nye Mate 30-telefoner bliver lanceret den 18. september. Huaweis vigtigste marked uden for Kina er Europa og kan selskabet ikke tilbyde adgang til Google Play Store og Googles tjenester på den nye Mate 30 serie, så ser det unægteligt svært ud for selskabet at sælge de nye telefoner på det europæiske marked – og sådan set også på mange andre markeder, da Googles mange forskellige tjenester i stor grad bliver benyttet over det meste af verden.
Vi har henvendt os til Huawei for en kommentar om sagen og de siger blot, at de ikke har yderligere kommentarer til sagen lige nu.
Se også: Rygter om Huawei Mate 30