Harmony OS i flere Huawei-enheder næste år
Huawei har store planer for Harmony OS, og de begynder snart at tage form. Det er selskabets plan, at de til næste år kan præsentere en hel række produkter med sit eget styresystem. Det gælder smartwatches, højtalere, VR-produkter og smart TV-apparater. Alle disse produkter vil desuden være mulige at købe på det globale marked og ikke kun i Kina.
Harmony OS-fokus pga. amerikanske sanktioner
Harmony OS blev præsenteret tilbage i august og skal være et alternativ til Android. Huawei udviklede systemet efter at være blevet ramt af USAs sanktioner. Sanktionerne gør, at Huawei ikke kan handle med amerikanske selskaber, hvilket mere eller mindre afskærer dem fra Googles Android.
Det ligger dog ikke i planerne at sætte Harmony OS i smartphones, tablets eller computere, i hvert fald ikke endnu. Ifølge citater fra chefen for Huaweis softwareafdeling, Wang Chenglu, til Shenzhen Special Zone Daily, vil Huawei stadig helst have Android i deres mest populære produkter. Det har formentlig at gøre med, at Android er mere lokkende for kunderne.
Wangs udtalelser kom i forbindelse med åbningen af en Huawei flagskibsbutik i Shenzhen, der også er selskabets hjemby.
Trods de amerikanske sanktioner har Huawei ikke kunnet mærke et fald i salget af smartphones. Kineserne har nemlig reageret på sanktionerne ved i højere grad end tidligere at købe nye telefoner fra Huawei. Den patriotiske købelyst har gjort, at Huawei på 60 dage solgte hele syv millioner eksemplarer af Mate 30-telefonerne.
Se også: Bedste Huawei mobil til prisen
Harmony OS bliver open source
Næste år i august skal Harmony OS blive open-source, blev det også slået fast fra Wangs side. Huawei kommer til at gå sammen med en række lokale selskaber for at skabe Kinas egen open-source softwareorganisation. Det i tilfælde af, at Kina også bliver udelukket fra Microsofts GitHub.
På grund af amerikanske sanktioner er Iran, Syrien og Krimhalvøen nemlig lige blevet udelukket fra GitHub.
Se også: Find billig Huawei P
Honor Vision smart tv først med Harmony OS
Blandt det første produkter, der kommer på markedet med Harmony OS, er Honor Vision, der er et 4K smart TV fra Huaweis søstermærke, Honor. Det blev præsenteret ved Huawei Developer Conference i august og har en skærm på 55 tommer med Full-View design, der betyder nul ramme omkring skærmen.
Det giver ifølge Honor en screen-to-body radie på 94 procent. Derudover har Honor Vision HDR og støjreduktion samt et pop-up kamera, der skal tracke seernes placering. Man kan få det med 2 GB + 16 GB eller 2 GB + 32 GB hukommelse til priser omkring henholdsvis 3.600 kroner og 4.500 kroner.
Se også: Nyheder om Huawei