Huawei-chef nedtoner ophævelse af USA-forbud

Selvom USA har lempet på sanktionerne mod Huawei, er det ikke noget, der gør særligt stort indtryk på selskabets stifter - meget er da også stadig usikkert.

Huawei-chef nedtoner ophævelse af USA-forbud

USA’s regering har trukket forbuddet mod Huawei delvist tilbage og selskabet er i princippet frit til igen at handle med amerikanske selskaber. Det burde være lutter godt nyt for Huawei med tanke på, at forbuddet betød store konsekvenser for mange produkter – alt fra smartphones og 5G-udstyr, til laptops og software.

 

Huawei: Lempelser får ikke den store indflydelse på vores arbejde

Spørger man Ren Zhengfei, mener han dog ikke, at ophævelsen af forbuddet får den store indflydelse på Huaweis forretningsgang. Det skriver The Financial Times.

Han siger: ”Præsident Trumps udmeldinger er gode for amerikanske selskaber. Huawei er også villige til fortsat at købe produkter fra amerikanske selskaber. Men vi ser ikke stor indflydelse på det, vi arbejder med lige nu. Vi kommer stadig til at fokusere på at gøre vores eget arbejde ordentligt.”

Det er en interessant udtalelse med tanke på, hvor mange amerikanske selskaber, Huawei har med at gøre. Google, Microsoft, Intel og Qualcomm for at nævne nogle.

Se også: Find billig Huawei P30

 

Meget er stadig usikkert

Vurderinger har anslået, at forbuddet mod Huawei kunne koste selskabet op til 30 milliarder dollars. Til gengæld ville det kun koste de amerikanske selskaber 11 milliarder dollars i tabt fortjeneste. Det mest interessante bliver nu, om Huawei vil fortsætte ad sit eget spor med selskabets eget Android-alternativ, eller om de forsøger at vende tilbage til Google og Android.

Det er nemlig ikke oplyst endnu, om Huawei igen får adgang til at benytte Googles tjenester og Android i selskabets telefoner lige som det faktisk heller ikke er bekræftet endnu, at de må bruge chips fra Qualcomm og ARM. Den lempelse, som USA har givet Huawei og amerikanske virksomheder, drejer sig nemlig primært om, at Huawei igen må købe produkter af amerikanske virksomheder, som de ellers kunne have købt andre steder. Det er som bekendt ikke muligt at få adgang til Googles tjenester eller den fulde udgave af Android via virksomheder i andre lande.

Se også: Nyheder om USAs sanktioner mod Huawei