Huawei melder om vækst i første halvår af 2020
Huawei kan melde om tocifret vækst i omsætning i første halvår af 2020, og det inden for alle tre hovedområder af deres forretninger, trods den fortsatte kamp mod USA og deres allierede om selskabets globale tilstedeværelse.
Huawei oplever stadig fremgang trods massivt pres
Den kinesiske producent udsendte en kort meddelelse, hvor der står, at de afsluttede juni med en omsætning på 454 milliarder CNY, eller knap 65 milliarder dollars, en stigning på 13,1 procent i forhold til året før.
Bedst går det for afdelingen for forbrugerelektronik, hvor omsætningen steg fra 220,8 milliarder i første halvår af 2019 til 255,8 milliarder i 2020.
Operatørdelen af selskabet har oplevet en stigning i omsætning fra 146,5 milliarder CNY i 2019 til 159,6 milliarder i 2020, og entreprisedelen fra 31,6 milliarder CNY til 36,3 milliarder CNY.
Engelsk forbud mod Huawei
Resultaterne fra Huawei kommer samtidig med, at de engelske myndigheder er kommet frem til en endelig beslutning om et forbud mod at benytte Huaweis udstyr i landets 5G-netværk. Senest i 2027 skal al udstyr fra Huawei være fjernet.
Med i overvejelserne omkring den endelige beslutning er vurderinger af den effekt, de seneste sanktioner fra amerikansk side har haft på Huawei. Det bliver spændende at se, om den beslutning danner præcedens i andre lande.
Huawei meddeler, at de fortsat er interesserede i at samarbejde med operatører og erhvervspartnere om at opretholde stabile netværk for at kunne fuldføre de forpligtelser, de har overfor kunder og leverandører. Og det gælder uanset selskabets mulige kommende udfordringer, meddeler kineserne.