Huawei P40 Pro+ kommer ikke til Danmark

Huawei P40 Pro+ er endnu bedre end P40 Pro, men den er samtidig langt dyrere og det er formentlig grunden til, at den ikke kommer til Danmark.

Huawei P40 Pro+ kommer ikke til Danmark

Huawei præsenterede i går en lang række nye produkter ved et stort online event, blandt andet P40 Pro, P40, Watch GT2e, Huawei Music, en ny højtaler og såmænd også en tredje telefon, der gik lidt under radaren, nemlig P40 Pro+. Desværre kommer den ikke til Danmark.

 

Her er P40 Pro+ bedre end P40 Pro

P40 Pro+ er på mange punkter helt identisk med P40 Pro, der kommer til salg i Danmark og kan forudbestilles fra og med nu. P40 Pro+ har dog 10 gange optisk zoom i stedet for kun 5 gange optisk zoom og der er også et ekstra kamera på bagsiden.

Der er også 40 W trådløs opladning med +-versionen, hvor den almindelige Pro-udgave har 27 W trådløs opladning.

P40 Pro+ kommer også i version med keramisk bagside, hvor den almindelige Pro-version har bagside i glas. Vi ved fra andre telefoner med keramisk bagside, at det faktisk giver et federe udtryk end telefoner med bagside i glas eller plastik.

Se også: Test af Huawei P40 Pro

 

Koster til gengæld langt mere

Så er der også lige det med prisen. P40 Pro har en pris på 7.999 kroner. Den danske pris på P40 Pro+ er ikke oplyst, men sammenholder man priserne i euro og omregner til danske priser, så vil den få en pris på cirka 11.200 kroner. Altså over 3.000 kroner dyrere end P40 Pro.

Det er formentlig årsagen til, at Huawei ikke tager den ind på det danske marked. 7.999 kroner for en mobil, der ikke kan bruge Google Play Store, vil få de fleste til at tænke sig om, inden et køb – en mobil til over 11.000 kroner uden adgang til Google Play Store vil formentlig få alle til slet ikke at overveje et køb. Huawei oplyser ikke, hvorfor +-versionen ikke kommer til Danmark, men et solidt gæt er, at den beslutning står og falder med prisen.

Se også: Nyheder om Huawei