Test af Huawei P40 Pro: Den næsten perfekte mobil
Huawei P40 Pro er den første rigtige topmodel fra Huawei siden P30 Pro. Mate 30 Pro kom godt nok i efteråret 2019, men bare ikke til Danmark på grund af de problemer, som Huawei har med USA. Huawei vurderer dog, at P40-serien skal skydes afsted globalt, selvom der ikke er Googles tjenester og Play Store installeret og selvom det ikke er optimalt at hente apps fra tredjeparts app stores, så fungerer det dog ret godt og P40 Pro er i sig selv en fremragende mobil. Test og anmeldelse af Huawei P40 Pro.
Huawei P40 Pro – bedømmelse
Design & Materiale: 9/10
Brugervenlighed: 3/10
Skærm: 9/10
Kamera: 10/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 8/10
Antennekvalitet: 7/10
Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter: 82/100
Se også: Sammenlign priser på Huawei P40 Pro
Læs hele vores store test og anmeldelse af Huawei P40 Pro herunder. Men først lige et par billeder af Huawei P40 Pro inden vores store test og anmeldelse.
Test og anmeldelse af Huawei P40 Pro
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – design
Huawei mener selv, at P40 Pro har fået et helt nyt design sammenlignet med P30 Pro og det er lidt en tilsnigelse. Den ligner jo grundlæggende det, den er – en mobil med stor skærm.
Men der er flot bygge i glas på front og bagside og aluminiumsramme og den er faktisk ikke så stor rent fysisk. Skærmen er 6,6 tommer stor, men den er ikke synderligt lang.
Der sidder knapper på højre side af telefonen til volumen og tænd / sluk. I bunden sidder en højtalteren og der er også en højtaler øverst under skærmen. Kameramodulet på bagsiden er ændret og er blevet aflangt og firkantet. Det er en rimelig stor klods og ligger telefonen med bagsiden ned på bordet og man trykker på skærmen, så tipper den meget fra side til side.
P40 Pro er ret glat og jeg vil anbefale et cover for et ordentligt greb.
Se også: Mobiltelefoner med bedste design
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Brugervenlighed
Det springende punkt på P40 Pro er muligheden for at installere apps på telefonen. Uden adgang til Google Play er det problematisk. Det er muligt at hente apps fra tredjeparts app stores som Aurora og Aptoide og en stor del af de apps, man ikke finder i Huaweis egen AppGallery kan faktisk findes her.
Aptoide siges faktisk at være et meget sikkert sted at hente apps og her finder jeg blandt andet MobilePay, Call of Duty, YouTube, Netflix, Skype, Camscanner, Pokemon Go, DR Radio, Facebook og Spotify. De er ikke lige pålidelige alle samme, men MobilePay, Call of Duty, Skype, Facebook og Instagram har fungeret fint i testperioden. DR Radio og Netflix har dog opført sig underligt.
Dog oplever jeg problemer med appene til mobilbank (Jyske Bank), Google Home, Gmail og Google Photos. Gmail kan dog oprettes i Huaweis mail app og fungerer fint og Google Photo kan tilgås fra browser. Google Maps kan benyttes i webbrowseren men ikke med trin for trin-navigation. I stedet har jeg benyttet maps.me, der fremhæves som et alternativ til Maps i Huawei AppGallery. Den fungerer fint til navigation, men hele maps-delen er ikke integreret på samme måde i P40 Pro, som det havde været muligt hvis der var adgang til Google Maps.
Det er et problem, at ikke alle apps er tilstede i hverken AppGallery eller de andre tredjeparts-apps og Aptoide og Aurora fungerer ikke på helt samme måde som Play Store. Man skal også være opmærksom på, at mange apps er afhængige af Google Play Services og ikke fungerer optimalt uden.
Tredjeparts app stores fungerer midlertidigt som en mulighed for at finde de vigtigste apps – så krydser vi fingre for, at Huawei får hul på app-bylden og selv får en masse gode apps ind i AppGallery.
Bruger man Huaweis mail app kan man desuden sende 50 MB filer i en mail og ikke kun 25 som i Gmail-appen. Så er spørgsmålet, om man har en mail-tjeneste, der kan tage imod 50 MB store mails…
Emotion UI, der er Huaweis egen brugerflade trukket hen over Android, kan jeg grundlæggende godt lide. Den er overskuelig og hurtig at bruge med fine genveje og egne tilføjelser. Der er ikke jackstik-indgang og FM-radio. Selvom telefonen har skærm på 6,58 tommer, så er den ikke så stor, at den er kropumulig at bruge med én hånd. Den øverste tredjedel af skærmen har jeg dog svært ved at nå med normal enhåndsbrug.
Ansigtsscanneren fungerer i øvrigt godt og hurtigt – også meget mørke omgivelser.
Se også: Mobiltelefoner med høj brugervenlighed
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Batterilevetid
P40 Pro har batteri på 4.200 mAh, hvilket er den samme kapacitet som på P30 Pro. Det er lidt skuffende, at kapaciteten ikke er forøget, men det ville have betydet en lidt større telefon rent fysisk.
Batteritiden er dog god, to dages brug får jeg let. Det er også takket være en god antennekvalitet, der ikke presser telefonen til at pinge efter mobilnettet hele tiden.
P40 Pro kan lades op med 40W oplader og med 27W trådløs opladning. P30 Pro har 15W trådløs opladning, så det er en okay forbedring på den front. Med den kablede lader på 40W går det i hvert fald hurtigt nok at lade op:
- 5 minutter: 14 procent
- 10 minutter: 31 procent
- 15 minutter: 44 procent
- 30 minutter: 75 procent
- 59 minutter: 100 procent
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Skærm
Skærmen er stor med 6,58 tommer. Der er tale om en OLED-skærm med 2K-opløsning og skærmen er generelt utrolig lækker: Flotte farver, høj skarphed og rar at røre ved.
Skærmen reagerer godt og præcist på tryk og skærmen giver generelt en super fin oplevelse til alt det, man bruger sin mobil til i det daglige. Det undrer egentlig lidt, at Huawei ikke vælger 120 Hz refresh opdatering til skærmen, nu hvor Samsung for eksempel gør det på deres nyeste S20-telefoner og det også ventes at OnePlus gør det med deres telefoner – i det hele taget venter vi at se en del telefoner med 120 Hz skærmopdatering.
P40 Pro har 90 Hz opdatering – en forbedring i forhold til de 60 Hz, der normalt er på de fleste telefoner, men 120 Hz havde nu været interessant.
Se også: Mobiltelefoner med god skærm
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Hastighed i brugerflade
Jeg kan ikke sætte en finger på hastigheden i brugerfladen. Huaweis egen Kirin 990 (med 5G), 8 GB RAM, 256 GB hukommelse og Android 10 + EMUI 10 giver en forrygende hurtig mobil.
Jeg suser gennem brugerfladen, apps åbnes super hurtigt og den håndterer uden problemer at skifte mellem tunge apps.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Kamera
Huawei understregede med P20 Pro, at de satser alt på at have telefonen med det bedste kamera. P20 Pro løftede niveauet markant i forhold til konkurrenterne og P30 Pro satte også konkurrenterne på plads, da den kom.
P40 Pro har fire kameraer på bagsiden: Et hovedkamera med 50 megapixel, et ultra vidvinkelkamera på 40 megapixel, et telefoto kamera på 12 megapixel og et dybde kamera. Der er 5 gange optisk zoom, 10 gange hybrid zoom og 50 gange digital zoom.
På fronten sidder et 32 megapixel kamera plus et dybdekamera til at tage selfies med bokeh-effekter.
Video kan optages i 4K og så er det muligt at lave super slow motion billeder med hele 7680 billeder i sekundet. Filmer man en person, der hopper, svarer det praktisk talt til, at personen hænger i luften, når man optager med hele 7.680. Det er uhyre svært at filme det, man ønsker at filme med så mange billeder i sekundet, da den kun optager cirka to sekunder, der varer 33 sekunder, når man afspiller klippet. Man skal have nogle meget særlige videooptagelsesbehov for at finde stor glæde i den funktion.
Herunder kan du se billeder skudt med Huawei P40 Pro.
Huawei P40 Pro – test af kamera: Landskabsbillede
P40 Pro tager rigtig flotte landskabsbilleder med flotte farver og skarpe detaljer. Bruger man 5 x zoom, får man stadig skarpe billeder og gode farver. Man ser dog en vis nedgang i kvaliteten, når man zoomer 50 gange – helt som forventeligt. Jeg synes dog, at det stadig er et godt billede med tanke på, at der er zoomet så meget ind.
Huawei P40 Pro – test af kamera: Makro
Her kan vi se, hvor godt den håndtere at flytte fokus fra skarphed i forgrunden til skarphed i baggrunden. Deltaljerne og farver er rigtig gode på begge billeder herunder.
Huawei P40 Pro – test af kamera i mørke
P40 Pro har en tung arv at føre videre fra P20 Pro og P30 Pro, når det handler om billeder taget i mørke. P40 Pro klarer sig fortrinligt. Det er lidt forskelligt, om billederne bliver bedst med eller uden natfunktion. Billedet med trampolinen er bedst med natfunktion, mens det bliver bedst uden natfunktion på billederne med gyngestativet .
P40 Pro – test af kamera: Portræt
Portrætbilleder har lækker sløret baggrund, mens personen står skarpt frem med korrekte og gode farver.
Huawei P40 Pro – test af kamera: Selfie
Huawei har ikke tidligere stået for de bedste kameraer på fronten til selfies, men P40 tager nogle rigtig flotte selfies med korrekte farver, flot skarphed og god sløring af baggrunden. I mørke bliver selfies dog bedst med fotolys aktiveret. Fotolyset kommer fra skærmen, der lyser op. Det bliver lige mørkt nok på billedet uden lys fra skærmen.
Video med super slow motion
Video kan optages i 4K og så er det muligt at lave super slow motion billeder med hele 7.680 billeder i sekundet. Filmer man en person, der hopper, svarer det praktisk talt til, at personen hænger i luften, når man optager med hele 7.680 billeder i sekundet. Det er uhyre svært at filme det, man ønsker at filme med så mange billeder i sekundet, da den optager ekstremt kort tid, mens videoklippet varer 33 sekunder, når man afspiller det.
Man kan dog lave nogle ret unikke videoklip med teknikken:
Se også: Bedste kameramobil
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Datahastighed
Lige nu har jeg ikke rigtig noget at bruge 5G til, men det bliver mere aktuelt senere på året og i fremtiden generelt. Derfor er de super fint med 5G i P40 Pro, der er en mobil, jeg forventer at kunne bruge 3-4 år, mindst, inden det bliver nødvendigt at tænke på at skifte den ud med en ny mobil.
4G-hastigheden er rigtig høj og mere end rigelig til at håndtere al min streaming af musik og video.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Spil
Som gaming-mobil er P40 Pro fremragende. Skærmen er flot og stor – omend “kun” med 90 Hz refresh rate og ikke 120 Hz. Processoren er kraftig, der er mange RAM og batteritiden virkelig god.
Derfor kan jeg trygt spille på farten og få en god oplevelse. Dog er det lidt ærgerligt, at der kun er en højtaler og ikke to. To giver altså lige en federe lydoplevelse.
Se også: Bedste telefoner til spil
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Antenne
Huawei P40 Pro opleves til at have en glimrende forbindelse til mobilnetværket, men jeg har også været meget begrænset i mine bevægelsesmønstre under testperioden.
Jeg har praktisk talt kun været inden for nogle få hundrede meter fra hjemmet, hvor jeg normalt har god forbindelse. Sar-værdien er på 0,49 W/kg, hvilket gør, at antennekvaliteten ligger i den bedre halvdel. Den er for eksempel halv så høj som på iPhone, men højere end på Samsung Galaxy S20 Ultra, der har sar-værdi på 0,32 W/kg.
Se også: Mobiltelefoner med bedste antenne
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Samtalekvalitet
Lyden er god under samtaler hos mig selv og den jeg taler med, men der er ikke mulighed for at indstille lyden på samme måde som i mange af Samsungs telefoner.
I skrivende stund står det lidt uklart, hvilke af de danske teleselskaber, der tager P40 Pro i sortiment, men hvis man ønsker at bruger WiFi opkald til samtaler om wifi-forbindelse, kræver det, at ens teleselskab selv sælger telefonen.
Se også: Mobiltelefoner med bedste samtalekvalitet
Test & anmeldelse af Huawei P40 Pro – Pris
Huawei P40 Pro har en vejledende pris fra cirka 7.999 kroner uden abonnement.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Huawei P40 Pro er på alle leder og kanter en fremragende mobil. Næsten. Design, hastigheden i brugerfladen, kamera, batteritid, skærm, gaming. Det spiller bare som sjældent set.
Der er lige det med appene. Det er muligt at benytte mange af Googles tjenester uden en apps men direkte i webbrowseren og det er mulig at finde nogle alternativer til de apps, man normalt plejer at bruger på sin Android mobil i AppGallery, men der mangler stadig for mange store og små apps i Huaweis egen app store. Er man ikke indstillet på at give afkald på de fleste af de apps, man bruger i hverdagen eller er skeptisk omkring at hente apps fra tredjeparts app stores, så er P40 Pro ikke mobilen du skal vælge.
Jeg kan kun forestille mig, at AppGallery bliver udbygget med de fleste vigtige apps de kommende måneder, så det er med at følge med i udviklingen, hvis man har forelsket sig i P40 Pro, for det er en fremragende, nærmest perfekt mobil ellers.
For
- Super godt kamera
- God batteritid
- Hurtig brugerflade
- Flot skærm
Mod
- Begrænset app-udvalg
- Kun en højtaler
Huawei P40 Pro – specifikationer og funktioner
- Mål: 158,2 x 72,6 x 9 mm
- Vægt: 209 gram
- System: Android 10 + EMUI 10
- Processor: Kirin 990, 7nm, otte kerner
- Skærm: 6,58 tommer, 2.340 x 1.200 pixel, Corning Gorilla Glass 6
- RAM: 8 GB
- Indbygget hukommelse: 256 GB, plads til hukommelseskort af typen NM (Nano Memory)
- Batteri: 4.200 mAh
- Datahastighed: 4G og 5G
- Kamera: 50 megapixel / 40 megapixel / 12 megapixel / TOF 3D kamera, OIS, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde f/1.8, 5 x optisk zoom, 10 x hybrid zoom
- Frontkamera: 32 megapixel + dybde kamera, f/2.0
- Video: 4K, super slow motion med 7.680 billeder i sekundet
- Tilslutninger: USB Type-C, Bluetooth 5.1, Wi-Fi 6+
- Sar-værdi:
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
Se også: Test af Huawei P40 Pro