Huawei trodser stagnerende mobilmarked med voldsom stigning
Smartphone-markedet er fornedadgående, når det gælder antallet af solgte enheder. Det har et selskab som Apple også bemærket. Således skulle det samlede smartphone-salg i 1. kvartal 2016 være faldet med 3 procent sammenlignet med samme periode i 2015.
Men ikke hos Huawei, oplyser selskabet selv. De oplyser, at markedstal fra GFK for 1. kvartal 2016 viser en fremgang på hele 64 procent af solgte smartphones sammenlignet med samme periode sidste år.
Det betyder, at Huawei i 1. kvartal 2016 havde 8,5 procent af smartphone-markedet mod 5 procent i 1. kvartal 2015.
Det skulle især være i den central- og østeuropæiske region samt de nordiske lande, at Huawei oplever markant fremgang.
Se også: Sammenlign priser på Huawei P9
Huawei med stor fremgang i Danmark
I Danmark har fremgangen også været ganske markant, hvor salget af smartphones er steget med 118 procent sammenlignet med 1. kvartal 2015, oplyser direktør for Huawei Consumer BG i Danmark, Thor Gøtz.
”Den nye Huawei P9 har fået en meget varm modtagelse både i Danmark og regionen som helhed. Flere har fået øjnene op for Huawei som brand og ser, at vi leverer smukke smartphones med innovative funktioner og god hardware. Vores partnerskab med Leica om dual-kameraet i P9 er endnu et vidnesbyrd om, at Huaweis brand bare bliver stærkere og stærkere. Vi oplever også en stigende interesse fra operatørerne, der alle sammen har taget P9 i deres sortiment, hvilket er historisk for Huawei Danmark” siger Thor Gøtz, direktør for Consumer BG, Huawei Danmark.
Se også: Test af Huawei P9