Interview med Zhengfei: Kina har ingen lov der kræver installering af bagdøre

Højstående medlemmer af Kinas kommunistiske parti har slået fast, at der ikke findes kinesisk lov, der dikterer installation af bagdøre i Huaweis udstyr, siger stifter Ren Zhengfei.

Interview med Zhengfei: Kina har ingen lov der kræver installering af bagdøre

I et DR-interview med Huaweis stifter, Ren Zhengfei, slår han fast, at Kina ikke har en lov, der dikterer selskaber at installere bagdøre i deres systemer – det er slået fast af flere højtstående medlemmer fra det kinesiske kommunistparti, lyder det. DR mødte Ren Zhengfei til interview i Kina og interviewet blev bragt i DR Søndag den 27. oktober. Langt fra alt fra interviewet kom med i DRs indslag, men mobil.nu har fået adgang til den fulde transskribering af interviewet.

 

“Ikke ét tilfælde af datatyveri i 30 år”

Forholdet til de amerikanske spionageanklager kom på dagsordenen i interviewet. Som svar på USA’s spionageanklager mod Huawei, slår Zhengfei fast, at anklagerne er grundløse:

“Over de sidste 30 år har vi serviceret tre milliarder mennesker i mere end 170 lande og regioner. Frem til nu har der endnu ikke været et eneste tilfælde af datatyveri”.

Han understreger, at bliver det bevist bare én gang, at Huawei spionerer, så vil det være enden på selskabet og han understreger igen, som han har gjort tidligere, at han vil lukke virksomheden, hvis den bliver bedt om at spionere.

Se også: Anmeldelse af Huawei Mate

 

Ingen kinesisk lov dikterer installation af bagdøre

Han forklarer videre, at Yang Jiechi, der er et af de øverste medlemmer af det kommunistiske parti i Kina, på Munich Security Conference, gjorde det klart og tydeligt, at Kina ikke har lovgivning der dikterer, at selskaber skal installere bagdøre i deres udstyr. Andre medlemmer af den øverste top i kommunistpartiet har siden bakket op om det, siger Zhengfei.

Zhengfei bliver spurgt, hvordan han i praksis vil kunne lukke virksomheden, hvis det skulle blive nødvendigt og hvorfor han tror, at de kinesiske myndigheder ikke bare vil kunne overtage virksomheden. Zhengfei svarer, at ingen har bedt dem om at gøre noget og at regeringen ikke tidligere vidste, hvad en “bagdør” var. Altså lidt et ikke-svar på spørgsmålet.

Skulle de kinesiske myndigheder finde på at overtage virksomheden, vil de fleste lande dog formentlig stoppe ethvert samarbejde med virksomheden hurtigst muligt.

Se også: Find billig Huawei Mate 20 Pro

 

Datter tilbageholdt i Canada siden december 2018

Zhengfeis datter, Wanzhou blev tilbageholdt i Canada på foranledning af USA på grund af mistanke om ulovlig handel med Iran og hvidvaskning af penge. Det vurderes, at hun er tilbageholdt som en del af den handelskrig, der er mellem Kina og USA. Selv siger Zhengfei ikke så meget om den sag, kun at hun er et voksent menneske, der kan tage vare om sig selv. Han håber dog ikke, at hendes tilbageholdelse bliver et statsanliggende.

Zhengfei slutter i øvrigt interviewet af med at sige, at det ikke betyder så meget for selskabet, om Trump genvælges som præsident eller om USA får ny præsident ved næste valg: Uanset, hvem der bliver præsident, vil mistankerne mod Huawei altid være der, slår han fast.

Se også: Nyheder om Huawei