Huawei Mate 10 Pro vs iPhone X: Specifikationer og pris
Både iPhone X og Huawei Mate 10 Pro kan købes til november hos teleselskaberne og du står måske og skal vælge en ny telefon og du har de her to i tankerne. Hvis du er i tvivl om, hvilken du skal vælge, så kan denne oversigt over de vigtigste forskelle på iPhone X og Huawei Mate 10 Pro hjælpe dig. iPhone X vs Huawei Mate 10 Pro – specifikationer og pris.
Mate 10 Pro VS. iPhone X: Design
Designet på de to telefoner kommer til at minde rigtig meget om hinanden. Mate 10 Pro er en anelse større end iPhone X som helhed – en centimeter højere er den største forskel. Glas på front og bagside med aluminiumsramme på Mate 10 Pro og rustfrit stål på iPhone X.
Begge telefoner kommer med en IP67 certificering, som betyder vandafvisende op til 30 minutter i en meter dybt vand.
Se også: Pris på Huawei Mate 10 Pro
Mate 10 Pro VS. iPhone X: Skærm
Skærmen på iPhone X er den helt store nyhed. Skærmen på 5.8 tommer dækker hele fronten, og den kommer med en Super AMOLED skærmteknologi og en opløsning på 1125 x 2436 pixels – med andre ord ikke noget nyt i resten af mobilverden.
Huawei Mate 10 Pro kan næsten måle sig med iPhone X, men opløsningen er ikke helt så skarp. Den store 6 tommer skærm på Mate 10 Pro, har en AMOLED skærm med en opløsning på 1080 x 2160 pixels.
Se også: Pris på iPhone X
Mate 10 Pro VS. iPhone X: Kamera
Dualkamera er nærmest blevet et must i 2017 og de to kamphaner er ingen undtagelse. Kameraet i Huawei Mate 10 Pro kommer med et primært kamera på 12 megapixel og et sekundært kamera med en monokrom sensor på 20 megapixel. Mate 10 Pros dualkamera har begge en imponerende blænde på 1.6, aldrig set på en smartphone før, og optisk billedestabilisering.
Dualkameraet i iPhone X kommer med et primært kamera på 12 megapixel med en blænde på 1.8, og det andet kamera, med to gange optisk zoom, er også på 12 megapixel og med en blænde på 2.4.
På videodelen imponerer iPhone X ved at kunne filme i 4K med 60 billeder i sekundet og slowmotion med 240 billeder i sekundet. Huawei Mate 10 Pro kan også filme i 4K, men dog kun i standard 30 billeder i sekundet.
Se også: Anmeldelse af Huawei mobiler
Mate 10 Pro VS. iPhone X: Batteri
Nu kan vi jo ikke snakke så meget om, hvordan batteriet i de to telefoner fungerer i praksis, så vi må holde hos til specifikationerne. Her bliver det naturligvis en smule misvisende, da Mate 10 Pro kommer med et stort 4.000 mAh batteri, mens iPhone X må nøjes med 2716 mAh.
Batteriet på iPhones har altid været markant mindre sammenlignet med Android telefoner, men det betyder ikke nødvendigvis, at batterilevetiden bliver bedre på Mate 10 Pro. En test må afgøre, hvilken der udnytter batteriet bedst.
Se også: Anmeldelse af iPhone
Mate 10 Pro VS. iPhone X: Processor, RAM og hukommelse
Nu kommer vi til det lidt mere tekniske. Både Apple og Huawei roser naturligvis deres nye processorer, der skal give den optimale oplevelse. Hos Mate 10 Pro finder vi Huaweis egen Kirin 970 processor, 6 GB RAM og 128 GB hukommelse.
iPhone X kommer med Apples super kraftfulde A11 Bionic chip, 3 GB RAM og enten 64 GB eller 256 GB hukommelse.
Igen er det svært helt at afgøre, hvilken telefon der har det bedste i denne kategori, da begge ikke kan købes endnu. Man kan dog godt regne med, at alt kommer til at køre helt fint, ligemeget hvilken man måtte vælge. Formentlig vil iPhone X sætte Mate 10 pro på plads i benchmark-test, men i praksis vil man opleve begge som lige kraftfulde.
Mate 10 Pro VS. iPhone X: Software
Huawei har længe lavet en version af Android, der ligner iOS ret meget. Med EMUI 8.0 oven på Android 8.0 Oreo begynder vi at få noget, der fraviger en smule mere fra iOS. Android 8 kommer med en lang række forbedringer og features, og det er dejligt at være først på det med Mate 10 Pro.
iOS 11 på iPhone X kommer til at ligne meget af det vi kender. Dog er der ikke nogen hjemknap mere, så nu skal der swipes op fra bunden for at komme til startskærmen. Kontrolpanelet skal nu hentes ned i en af hjørnerne i toppen og det samme gælder notifikationerne. Det kommer muligvis til at ligne det samme iOS som vi kender det, men kommer til at kræve noget tilvænning for garvede Apple brugere.
Mate 10 Pro VS. iPhone X: Oplåsning
Med iPhone X og det nye Face ID har jeg valgt at dedikere, en særlig kategori til netop det. Hjemknappen er forsvundet på iPhone X og det betyder nu, at man skal bruge sit ansigt til at låse op med. Det er ikke til at sige, hvordan det kommer til at fungere. Det bliver dog næppe meget nemmere end at lægge en finger på Touch ID knappen.
Huawei Mate 10 Pro har valgt en mere simpel løsning, nemlig at smide den velfungerende fingeraftrykscanner om på bagsiden – altså et sted, hvor man kan nå den. Der er dog hverken ansigtsscanner eller irisscanner på Huawei Mate 10 Pro.
Lige nu mener jeg ikke, at der findes en vellykket metode til oplåsning med ansigtet. Det kan være, at iPhone X bliver den første til at overraske mig.
Mate 10 Pro VS. iPhone X: Pris
Prisen på de to telefoner er meget forskellig. Huawei Mate 10 Pro, der kun findes i én variant, kommer til at koste 5.999 kroner – altså går Huawei ikke med på den helt dyre trend hos Samsung og Apple. Dermed ikke sagt, at den ikke er dyr, hvis man sammenligner med andre Android-telefoner.
iPhone X kommer i to versioner. Den “billige” iPhone X med 64 GB hukommelse koster 8.899 kroner, den helt dyre version med 256 GB hukommelse, koster svimlende 10.249 kroner.
Der er altså næsten 3.000 kroner til forskel på de to telefoner.
Se også: Nyheder om telefoner