Ny Kirin 990 chip med 5G-fokus i september

Huawei ventes at lancere deres nye Kirin 990 processor på IFA 2019 med fokus på særligt 5G. Også 4K video med 60 fps ventes den at understøtte.

Ny Kirin 990 chip med 5G-fokus i september

Ved næste IFA show, der afholdes i Berlin i begyndelsen af september, vil en af Huaweis nyheder være en Kirin-processor. Huawei bruger sine Kirin-processorer i mange af selskabets smartphones og den nuværende flagskibsprocessor Kirin 980 sidder blandt andet i Huawei P30Pro samt flere af Honors telefoner som Honor 20 Pro

 

Kirin 990 processor med fokus på 5G

Med den kommende Kirin-processor tager Huawei imidlertid skridtet videre. I et tweet på selskabets officielle Twitter-konto stiller Huawei spørgsmålet, om kunderne er klar til 5G, samt konstaterer, at det er tid til at tænke nye tanker om evolutionen, for her kommer de med fremtidens chip.

I tweetet bruger de sloganet ”Rethink Evolution”, som de tidligere har brugt i en videoteaser, hvor datoen for deres præsentation ved IFA 2019 blev afsløret. Det bliver 6. september.

Det var da også ved sidste års IFA-messe, at Huawei præsenterede Kirin 980, så det passer jo fint at komme med en efterfølger nu.

Tweetet fra Huawei nævner 5G, og det er interessant, for det er nyt. Kirin 980 understøtter ikke selv 5G, så i Mate 20 X 5G har den et 5G-modem med i form af Huaweis eget Balong 5000. Men Huaweis mange hints omkring 5G kan betyde, at den nye Kirin-processor har integreret 5G-modem. Der har også været rygter om to versioner af den nye chip, end med og en uden integreret 5G, hvor den uden vil blive brugt i telefoner, der ikke er 5G-telefoner.

Se også: Priser på Huawei Mate 20 Pro

 

Kirin 990 i Huawei Mate 30 Pro

Huawei har ikke afsløret modelnavnet for den nye processor, men man regner med, at det bliver Kirin 990, og formentlig bliver debuten for processoren Mate 30-serien, der kan komme senere i september eller i oktober.

Der har også været talt om, at det bliver den chip, der skal sætte fut i Mate X, Huaweis foldbare telefon. Mate X blev ellers oprindeligt præsenteret med en 980-chip, men blev jo siden forsinket og kan derfor blive opgraderet til den nye chip. På nuværende tidspunkt regner man med, at Mate X kommer til november.

Se også: Test af Huawei Mate Pro

 

4K med 60 fps

Hvad Kirin 990 kommer til at byde på udover 5G, ved vi ikke med sikkerhed. Huawei har ikke fortalt os noget, men rygterne har talt om, at chippen vil understøtte 4K videooptagelse med 60fps, hvilket er en forbedring i forhold til de 30fps, Kirin 980 kan give.

Det er Huaweis datterselskab HiSilicon, der har udviklet Kirin 990. Chippen skal tage kampen op med konkurrenterne Snapdragon 855 fra Qualcomm og Exynos 9825 fra Samsung.

Se også: Nyheder om Kirin 990