Rigtige billeder af Huawei Mate 30 Pro med vandfaldsskærm
Den sidste tid er rygterne om Huawei Mate 30 kommet tæt, og det seneste i rækken giver os et billede af, hvordan forsiden og siderne på telefonen kommer til at se ud. Det lækkede billede kommer fra den kendte leakster Ice Universe.
Ice Universe har tidligere lækket et billede, der viser et cover til Mate 30 Pro. Her kunne vi se en rund udskæring til kameraet på bagsiden. Siden kom han med flere billeder, der kommer fra en anonym kilde på Weibo. Denne gang viser billederne telefonen i den virkelige verden, og det påstås, at bagsiden stemmer med de lækkede billeder af coveret.
Se også: Test af Huawei Mate 20 Pro
Huawei Mate 30 Pro med vandfaldsskærm
Man kan ikke se bagsiden af telefonen på billederne, den er dækket til, og derfor kan man heller ikke se formen på kameraet. Derimod kan man se telefonens forside og sider. Her ser vi en “vandfaldsskærm” med rundede kanter. Rundingerne af kanterne er mere afrundede, end vi har set det på Samsungs Galaxy Note 10. Det ligner næsten, at teksten løber ned ad kanterne.
Der er ikke noget bevis for, at der rent faktisk er tale om Mate 30 Pro. Selvom både Ice Universe og hans kilde påstår, at det er tilfældet, kan det være en god idé at forholde sig lidt skeptisk til det hele. Især fordi det faktisk var Oppo og ikke Huawei, der for nylig viste en prototype af en telefon med vandfaldsskærm.
Se også: Find bedste pris på Huawei Mate
Lancering den 19. september
Fra andre rygter om Mate 30 Pro har vi for nylig hørt, at den kommer med 25W trådløs opladning, ligesom Samsung Galaxy Note 10+. Vi har allerede set en godkendt ansøgning til FCC af en 30W trådløs oplader fra Huawei, så det kan meget vel stemme.
Vi forventer, at Mate 30-serien bliver præsenteret i midten af september, den 19. har været nævnt som en mulig dato for præsentationen. Det er dog ikke noget, Huawei officielt har meldt ud.
Se også: Nyheder om Huawei Mate 30 Pro