Flere maskiner end mennesker taler sammen i 2021

Ny undersøgelse slår fast, at Internet of things er et totalt ustoppeligt fænomen og i 2021 vil flere maskiner tale sammen end mennesker.

Flere maskiner end mennesker taler sammen i 2021

Ny rapport fra Cisco forudser, at der i 2021 vil være 27,1 milliarder digitale enheder på nettet – og mere end halvdelen vil være maskiner, der taler med andre maskiner. Det er særligt ting i folks hjem og på arbejdspladsen, der vil kommunikere med hinanden, for eksempel termostater, lyspærer, dyrehalsbånd, printere, højtalere, routere, overvågningsløsninger og ure. Samtidig vil den årlige vækst i forbundne biler være på 29 procent frem mod 2021.

Se også: Hvad er Internet of things?

Flere maskiner en mennesker taler sammen på nettet om få år

Tingenes internet eller Internet of Things står således over for en rivende udvikling, og i 2021 vil der altså være flere maskiner end mennesker, der kommunikerer med hinanden på nettet. Så krydser vi bare fingre for, at maskinerne taler pænere til hinanden på nettet end mennesker gør…

“Digitalisering er vigtig for fremtidens forretningsmodeller, og man hører ofte nyheder, der berører forbrugerne, for eksempel om nye smartphone-modeller eller apps. Men når man ser på det samlede antal enheder, er den virkelige historie, at maskinerne fylder mere og mere. De kommer til at forandre måden, vi udvikler nye tjenester på, og optimere mange af de ting vi har i dag. Et af de største områder er vores hjem, hvor der fortsat er mange ting, der kunne tale sammen, men ikke gør det,” udtaler Henrik Stær, der er teknisk chef i Cisco.

Se også: Samsung vil tilbyde simplere IoT-løsninger til erhverv

Stor vækst i biler på netværket

Cisco forudsiger en stor vækst i internetforbundne biler. I rapporten fremgår det, at antallet af forbundne biler vil vokse med 29 procent årligt frem mod 2021. Ifølge Henrik Stær giver det nye muligheder for måden, vi tænker transport på – og man ser allerede tendensen udfolde sig i Danmark, hvor flere biler er forbundet digitalt, hvilket muliggør en ny brugeroplevelse og giver ny viden om bilernes adfærd på vejene.

“Væksten inden for forbundne biler vil blive enorm. Herhjemme ser man flere biler, der taler sammen og som kan tilgås via forskellige apps. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan optimere trafikken i vores byer ved at udnytte data målrettet.”

Se også: Sammenlign priser på tilbehør til mobiltelefoner

Sikkerhed skal prioriteres

De sidste par år har vi hørt flere skræmmende historier om internetopkoblede enheder med ringe sikkerhed, som hackere kunne bruge til voldsomme cyberangreb og Henrik Stær understreger da også vigtigheden af, at man som det første skal tænke på sikkerheden bag de nye løsninger.

“Arbejdet med digitaliseringen medfører nye udfordringer i forhold til sikkerheden, da de nye kommunikationsmønstre og forbindelser til internettet kan åbne nye døre for cyber-kriminelle. Derfor er det vigtigt, at virksomheder prioriterer dette område højt og kræver, at sikkerhed indgår i designet af ny teknologi fra start, og ikke er noget, man først klarer bagefter.”

Se også: Nyheder om Internet of things

Historien er ikke slut

Siden redaktionen kørte opslaget er der kommet nyt i sagen. Steen Jørgensen fortsatte historien. 25/5/2017 gik vi videre med en ny vinkel på temaet Samsung vil tilbyde simplere IoT-løsninger til industrien og erhvervslivet – Den videre beretning kan læses her. Emnet dækkes fortløbende af redaktionen. Aktuelle nyheder om Internet finder du her. .