Android 13-rygter afslører nye funktioner
De fleste Android-brugere har endnu ikke fået Android 12, men de første lækkede oplysninger om Android 13 er allerede kommet. XDA har fået fat i screenshots af ”en meget tidlig Android 13 build” fra en unavngiven kilde.
Funktionerne i denne tidlige build er stadig under udvikling, og det er som altid umuligt at sige, om de kommer med i den endelige version af Android 13, eller endda bare med i Developer Preview-versionen af Android 13.
Vælg sprog til hver app
Med det sagt giver indblikket indikationer om, hvor Googles fokus ligger i den næste store opdatering af deres styresystem. Den første af fire funktioner, som XDA har fundet frem til i Android 13 builden, handler om funktionen App Languages.
Android har længe haft en universel sprogfunktion, der automatisk dækker alt i enheden. Apps kan også have specifikke sprogindstillinger, men det er meget få, der udnytter det. Derfor er flersprogede brugere ofte nødt til at vælge et enkelt af sine sprog og bruge det i hele enheden og i alle apps.
I Android 13 har Google planer om en ny funktion med navnet App Languages, der skal tage sig af det problem. Med den nye funktion kan man vælge sprog for hver app på telefonen eller tabletten. Google kommer også med et forslag på sproget i den pågældende app.
Ny tilladelsesfunktion for notifikationer
Udover at hacke din enhed, er der meget lidt en app kan gøre mod sin bruger andet end at spamme med notifikationer. Google lader også til at ville gøre noget ved det problem med en helt ny tilladelsesfunktion for notifikationer i Android 13.
Præcis som at man nu kan bestemme, om en app skal have adgang til kameraet eller mikrofonen, skal man kunne give en app tilladelse eller ikke tilladelse til at sende notifikationer. XDA skriver dog, at den funktion endnu ikke er helt funktionel.
Se også: Priser på telefoner med Android
Fokus på at spare batteri
Google er også på vej med en ny funktion med navnet TARE. Det står for The Android Ressource Economy, og ifølge XDA har den primært fokus på ”energy-use management” i enheden.
Det er et smart system, der skal hjælpe med at spare på telefonens batteri. TARE belønner apps med ”Android Ressource Credits” i forhold til, hvor meget batteri der er tilbage. Disse ”credits” kan appen derefter ”bruge” til at udføre visse opgaver. Android kommer også til at sætte grænser for, hvor mange opgaver en app kan udføre.
Se også: Hvilke telefoner får Android 12?
Ny indstilling til låseskærmen
Den sidste nye funktion, XDA kan fortælle om, handler om, at Android 13 får en ny indstilling til låseskærmen, hvor man kan ændre på urets udseende.
Som det er nu, ændres urets udseende automatisk fra et layout i to linjer til et layout i en linje, når der kommer en notifikation. Med den nye indstilling kan man beholde layoutet i en linje.
Disse fire funktioner er naturligvis kun et fåtal af de funktioner og ændringer, der kommer med Android 13. Flere rygter og lækkede oplysninger vil dukke op i løbet af de kommende måneder, og derefter kommer den første Developer Preview af Android 13. I mellemtiden fortsætter Android 12 med at rulle ud til flere enheder.
Se også: Nyheder om Android