Apple gør det lettere for burgere at rapportere scam-apps
I Apples App Store kan man finde knap to millioner apps og derfor er der selvfølgelig nogle af dem, der bare er ude på at snyde og bedrage brugerne. Vi har hørt den slags historier tidligere, hvor visse af disse scam-apps kan stjæle op til en million dollar fra brugerne på en måned.
Apple igen klar med “Report a problem” i App Store
Nu ser det ud til, at Apple endelig vil sige fra overfor den slags apps ved at gøre det lettere for brugerne at rapportere dem.
Som Kosta Eleftheriou og Richard Mazkweich har skrevet om på Twitter, lader Apple til at have genindført ”Report a Problem”-knappen i App Store.
Trykker man på den, kommer man til en anden side, hvor man kan vælge den pågældende app som enten scam eller bedrageri.
Se også: Bedste pris på iPhone
Tidligere meget besværligt
Tidligere var vejen meget lang, hvis man som bruger ville rapportere den slags apps, og man var nødt til at gå via en anden webside, hvor man endnu en gang måtte logge ind med sit Apple ID.
Det gjorde det omstændeligt for brugerne at rapportere, men nu hvor knappen er tilbage igen, er det igen superenkelt at klage til Apple.
Funktionen kræver, at man har appen installeret på sin telefon, hvilket er fair nok. Det er jo ikke Apples mening, at man skal misbruge funktionen og forsøge at skabe problemer for uskyldige app-udviklere.
Se også: Mobilabonnementer med meget data
Ingen info om klagetiden
Det er imidlertid ikke til at sige, hvor lang tid, det kommer til at tage for Apple at reagere på klagerne, eller hvad de vil gøre ved dem.
Kritiske røster har påpeget, at Apple tidligere har ladet den slags apps løbe løbsk, men selvom det nu er lettere at rapportere dem, kommer deres handlinger efter rapporteringen til at vise, om de rent faktisk tager problemet seriøst eller ej.
Se også: Nyheder om apps