Google Beskeder beskytter mod nøgenbilleder og svindel

Google har netop præsenteret nye sikkerhedsfunktioner i deres meddelelsesapp, Google Messages, som skal beskytte brugerne mod uønsket indhold og potentielle svindelforsøg.

Google Beskeder beskytter mod nøgenbilleder og svindel

En af de mest bemærkelsesværdige nye funktioner i Google-appen Beskeder er et filter til at sløre billeder, der indeholder nøgenhed.

Dette filter forhindrer brugerne i automatisk at se eksplicitte billeder ved at gøre dem slørede, så man aktivt skal vælge at se dem. Funktionen er frivillig og er som standard slået fra for voksne, men aktiveret for mindreårige. Google har forsikret, at behandlingen sker lokalt på enheden for at bevare privatlivet og beskytte personlige data.

Se også: Trygge mobilabonnementer til børn

Stopper svindel med pakkeleveringer

Derudover har Google Beskeder også forbedret sit spamfilter, som kan opdage svindelforsøg (phishing). Det handler blandt andet om det, der ligner uskyldige beskeder om f.eks. pakkeleveringer eller jobtilbud. Hvis appen opdager potentielle svindelforsøg, får brugeren en advarsel, eller beskeden placeres automatisk i spam-mappen.

Denne funktion bygger også på lokal maskinlæring, så ingen data sendes til Google.

Se også: Alt du skal vide om IT-sikkerhed

Beskytter mod skadelige links og skjuler ukendte udenlandske numre

I 2025 forventer Google desuden at lancere et nyt system til verificering af kontakter. Dette skal beskytte brugerne mod svindlere, der udgiver sig for at være en kendt kontaktperson. Funktionen vil hjælpe med at sikre, at de personer, du kommunikerer med, faktisk er dem, de påstår at være. Dette vil forhindre det, der kaldes for spoofing.

Endelig vil der også blive indført beskyttelse mod potentielt skadelige links, og brugerne kan vælge at skjule beskeder fra ukendte udenlandske numre, som enten kan gemmes eller automatisk sendes til spam-mappen.

Se også: Nyheder om apps og tjenester

Perspektivering

Med de konstante opdateringer til appen har Google Beskeder i årevis vist sig som den bedste app til at håndtere tekstbeskeder. Appen var også først til at understøtte RCS – noget der for nylig er kommet til iOS 18, men som dog endnu ikke virker i Danmark.

Google Beskeder er systemapp på mange mobilproducenters Android-telefoner. Har du ikke appen, kan den downloades i Google Play ganske gratis.