iOS 17 får flere funktioner end forventet
Den kommende opdatering til iOS 17 bliver større, end det først var meningen. Apple har efter sigende skiftet strategi under udviklingen for at kunne tilføje nogle ”nice to have”-funktioner til iPhonens styresystem.
De første rygter, vi hørte om den kommende opdatering, gav et billede af en opdatering med bare enkelte store nyheder i modsætning til iOS 16.
I stedet skulle Apple have bedt udviklingsteamet om at lægge fokus på at fjerne fejl og forbedre den generelle oplevelse. Det gav mening, for iOS 16 kom med rigtigt mange nye funktioner men desværre også mange fejl.
Se også: Tilbud på iPhones
iOS 17 får mange nice to have funktioner
I sit nyhedsbrev Power On skriver Bloombergs Mark Gurman, at iOS 17 nu ser ud til at få nogle ”nice to have”-funktioner, som iPhone-brugerne længe har ønsket sig.
Han nævner dog ingen detaljer om, hvad det er for funktioner. Vi krydser fingre for, at iOS 17 giver os understøttelse af RCS (Rich Communication Service), der giver en bedre oplevelse, når man sender beskeder og informationer til hinanden via almindelige beskeder på iPhone og Android.
Et universelt notifikationscenter er også på tide at vi får i iOS 17, så man ikke skal bruge tid på at slette den samme meddelelse på ens iPhone, Watch, iPad og MacBook.
En ny forbedret version af Apple Carplay kunne også være på sin plads.
Se også: Guide til iPhone
Kan give adgang til apps fra andre app-butikker
iOS 17 med kodenavnet ”Dawn” bliver præsenteret ved Apples kommende WWDC-event, der formentlig finder sted i juni måned. iOS 17 kan blive en debut for sideloading af apps fra andre steder end App Store, som vi tidligere har hørt om.
Apple ændrer dette for at følge de nye EU-love, der skal reducere den kontrol, techgiganterne har over appbutikker til mobilen.
For at beskytte integritet og sikkerhed kan Apple indføre strenge sikkerhedskrav for tredjeparts appbutikker. Der kan også blive tale om en saftig kommission, så de ud fra et økonomisk synspunkt ikke er et alternativ.
Se også: Test af iPhone 14
iOS 17 offentliggøres på WWDC 2023
Apple har endnu ikke offentliggjort datoer for WWDC 2023. Invitationerne burde være at finde i deltagernes indbakker i løbet af denne uge.
Ved dette års udviklerkonference viser Apple smagsprøver på iOS 17, iPadOS 17, watchOS 10 og den næste store version af macOS. De offentlige builds af disse styresystemer bør komme i september måned efter et par måneder som betatest.
Se også: Nyheder om iOS