Nu advarer iPhones om Bluetooth-trackere, der følger dig

Efter opdatering til iOS 17.5 kan iPhones nu advare, hvis en uautoriseret Bluetooth-tracker følger efter dig, også selvom det ikke er en AirTag.

Nu advarer iPhones om Bluetooth-trackere, der følger dig

Bluetooth-trackere som Apple AirTag og Samsung SmartTag gør det nemt for personer at spore folk uden deres viden. Eller det vil sige indtil Apple og Google gik sammen om at udvikle en fælles standard, så deres respektive platforme er i stand til at advare om ukendte Bluetooth-trackere, der følger personer.

Se også: Swappie betaler godt for din brugte iPhone

Nu kan iPhones opdage Bluetooth-trackere, der følger dig

Apple har for nylig udgivet iOS 17.5, og her har Apple tilføjet muligheden for, at iPhone-brugere kan få advarsler om ukendte Bluetooth-trackere, der følger dem uden deres viden – for eksempel i tilfælde af stalkning. Google har ligeså udrullet samme funktion til alle Android-enheder med Android 6.0 eller nyere, så de advares om Bluetooth-trackere, herunder AirTags, der følger dem.

Det fælles projekt hedder Detecting Unknown Location Trackers (DULT) og er en standard på tværs af platforme, der er designet til at undgå, at Bluetooth-trackere som Apples AirTags bliver misbrugt til at overvåge folk, uden at de ved det. Standarden gør det muligt for iOS- og Android-enheder at opdage og advare dig om, at en tracker, der opfylder standarden, følger dig overalt, uden at ejeren er i nærheden.

Apple oplyser, at du får en advarsel på din iPhone om, at en ukendt genstand følger efter dig, hvis en Bluetooth-tracker er sat til at overvåge dig ”over tid, uanset hvilket platform enheden er parret med.” Du kan se Bluetooth-trackerens identifikationsnummer, få den til at afgive lyd, så du kan finde den og tilmed få instruktioner til at slå den fra.

Mange nye Bluetooth-trackere på vej

Apple lancerede AirTags uden muligheden for at advare Android-brugerne om en eventuel spion, men det blev fikset med en Android-app et par måneder senere. Google tilføjede en funktion, der advarer om uønsket tracking, i Android fra juli 2023 – en funktion, der også kan advare om AirTags.

Nu hvor Googles forbedrede Find min enhed-netværk er i luften og på vej ud til Android-brugerne, kan risikoen for at blive tracket af tredjeparts trackere være endnu større.

For at undgå den slags bekymringer meddelte Google, at de ville vente på Apples implementering af DULT i sit økosystem, inden de selv implmenterede understøttelse af Bluetooth-trackere i Find min enhed-netværket. Nu hvor Apple har tilføjet standarden i iOS, kommer vi nok snart til at se mange af disse nye Bluetooth-trackere på markedet.

Chipolo og Pebblebee har allerede annonceret trackere, og enheder fra Motorola, Jio og Eufy forventes også snart at se dagens lys. Alle disse producenter vil efter sigende opfylde standarden, og Samsung og Tile har allerede tidligere forpligtet sig til at understøtte den.

Se også: De bedste priser og tilbud på Bluetooth-trackere