Samsung lover tre års opdateringer til premium-telefoner
Noget, der har ærgret mange Android-fans er, at deres telefoner ikke opdateres i lige så lang tid som iPhone – heller ikke premium-telefonerne. Google og OnePlus har dog for eksempel været gode til at opdatere deres telefoner i længere tid end andre Android-producenter, men nu vil Samsung også med i legen.
Samsung vil opdatere telefoner med Android i længere tid
Samsung har nemlig netop oplyst, at de nye telefoner Galaxy Note 20 og Note 20 Ultra får Android-opdateringer i tre år. Normalt ville de kun have fået opdateringer i to år.
Federico Casalegno, vicepræsident hos Samsung, forklarede ved lanceringen af de nye Note-enheder, at Samsung vil “understøtte dit styresystem svarende til tre generationer af enheder”.
Det viser sig dog, at det ikke kun drejer sig om den nye Note-serie, men alle selskabets premium-telefoner fra og med Galaxy S10.
Se også: Find de bedste priser på Samsung Galaxy S20
Android-opdateringer i tre år på disse telefoner fra Samsung
Det betyder, at Note 20- og S20-serierne, der kommer med Android 10, får både Android 11, 12 og 13.
Galaxy S10-serien og Galaxy Note 10-serien, der kom med Android 9, får opdateringer til og med Android 12, der kommer i 2021. Formentlig ruller den først ud til Samsungs telefoner i 2022, da Samsung ikke altid er super hurtige til at rulle nyeste Android-opdateringer ud til sine telefoner. Det betyder videre, at både S10 og Note 10 så reelt først er forældede i 2023 på software-fronten.
Det forventes også, at Galaxy Fold, Galaxy Z Flip og Z Fold 2 får det ekstras års opdateringer.
Der er dog flere spekulationer om, at S10 lite og Note 10 lite ikke er omfattet det ekstra år med opdateringer.
Se også: Nyheder om Samsung