Apple har netop rullet nød-opdateringen iOS 12.4.1 ud til iPhone og iPad
Apple har netop rullet en ny udgave af iOS 12 ud til iPhone og iPad, nemlig iOS 12.4.1, der skal lappe det sikkerhedshul, som blev udnyttet af hackere i iOS 12.4 til at jailbreake iPhone.
iOS 12.4 gjorde det muligt at jailbreake iPhone igen
Apple var ganske enkelt tvunget til at skubbe den nye iOS 12.4.1 kort tid efter iOS 12.4 kom, da de ved en fejl gjorde det lettere for hackere at jailbreake opdatererede iPhone. iOS 12.4 kom tilbage i juli men for en uges tid siden opdagede iPhone-hackere og jailbreakere sikkerhedshullet og lancerede så en jailbreak, som folk kunne bruge. Det er første gang i årevis, at det har været muligt at jailbreake den nyeste version af iPhone.
Sikkerhedseksperter med speciale inden for iOS-hacking har advaret, at det var muligt for hackere at misbruge den gamle fejl igen til at hacke sig adgang til private informationer på iPhone og iPad. Man skulle særligt være meget opmærksom på, hvilke apps man hentede ned fra Apples App Store, lød det. En anden sikkerhedsekspert forklarede også, at hackere også kunne bruge fejlen til at hacke sig adgang til iOS-enheden via Safari, Apples browser.
Apple: iOS 12.4.1 indeholder vigtige sikkerhedsopdateringer
Apple skriver selv i forbindelse med iOS 12.4.1 opdateringen, at den indeholder vigtige sikkerhedsopdateringer og forbedringer af stabiliteten og anbefales til alle brugere. De oplyser dog ikke præcis, hvilke problemer den løser.
Opdateringen fylder kun godt 72 MB, så den er hurtigt hentet og installeret.